Arkitektkonkurrence ‘Hamnpiren’ er afgjort, og vinderen blev det dansk-svenske forslag ‘Vattenstaden’, der genopliver forbindelsen mellem by og vand og gentænker byområderne omkring havnemolen og kajlinjen mod søen.
Læs også: Donerer fem mio. kr. til Hjerterum på Skanderborg Fælled
Forslaget giver også bud på nye rekreative områder med fokus på bevægelse, foreningsliv, mangfoldighed og naturen, fortæller Jeppe Dueholm. Han er partner hos Vilhelm Lauritzen Architects, som er en del af vinderteamet:
– Vores vision er, at Jönköping bliver fremtidens by til mennesker. At byens kerne bliver et rekreativt sted, hvor alle kan leve, mødes og skabe sociale relationer. Et sted, der ikke udelukkende handler om cafeer, handel og forbrug, men om ligeværdig adgang til vand, kultur og oplevelser for alle. Og det hele skal forankres lokalt, så forslaget bliver meningsfyldt for Jönköpings indbyggere.
Læs også: Lundgaard & Tranberg vinder vikingeslaget
Vinderteamet består også af danske Sted og svenske Beek Arkitekter, de strategiske rådgivere HallemarHejdelind og Göran Cars, der er professor og forsker i byplanlægning og infrastruktur.
Biodiversitet og mangfoldighed
Vinderforslaget, der blev udvalgt blandt i alt 38 ansøgere, gentænker Jönköpings forhold til vandet, og teamet har fokusereret på at genanvende mange eksisterende funktioner – bl.a. foreslås et hævet havneforløb over vandet på økologiske træpæle for ikke at skygge eller forstyrre dyre- og plantelivet i Vättern.
Desuden vil materialerne bl.a. være genanvendte, sinusformede bølgeplader som tag og lette trækonstruktioner, der muliggør fleksibilitet over tid. Der vil også blive inkorporeret solpaneler på tagene, og så skal en gennemgående beplantningsstrategi i byplanen skabe et dynamisk og biodiverst landskab både på land og i søen.
Læs også: Kildedal: Aart står bag vinderdesign af børnehus
Gennemgående i forslaget er nye opholdsområder og faciliteter, der “skal skabe humanistiske byrum for mennesker”, vinterbaderne får nye faciliteter, og der kommer grønne rekreative områder langs Vattenboulevarden (kanalen), hvor der også skal installeres kunstværker.
– Vinderforslaget fascinerede juryen ved at udvikle molen på en innovativ måde og samtidig bevare molearme og udfordre ideen om, hvad en mole kan være. Med omhyggeligt og funktionelt design har de skabt et fleksibelt mødested med fokus på fællesskabet, uddannelse og søliv i alle dets former, samtidig med at helårsadgangen til Vättern er stor uanset alder, køn, økonomi, etnicitet og funktioner, lyder det fra juryen.
Læs også: Fingerplanen strammer – arkitektforening lægger op til Fingerplan 2.0
Vinderforslaget danner grundlag for det videre arbejde frem mod lokalplanen, og der går nu en etapeinddelt proces i gang, der skal sikre forankring i lokalområdet.