Dansk tegnestue i spil til stor opgave på Grønland

Dorte Mandrup Arkitekter er blandt de seks tegnestuer, der konkurrerer om at tegne et isfjordscenter til 108 mio. kr. ved Ilulissat i Grønland.
Dorte Mandrup Arkitekter er oppe imod stærke arkitekter fra Japan og Europa i konkurrencen om det nye isfjordscenter i Ilulissat i Grønland. Foto: Dansk Bygningsarv.
Dorte Mandrup Arkitekter er oppe imod stærke arkitekter fra Japan og Europa i konkurrencen om det nye isfjordscenter i Ilulissat i Grønland. Foto: Dansk Bygningsarv.

De seks teams

  • Arkís, Island
  • Dorte Mandrup Arkitekter/Avannaa/Kristine Jensen, Danmark/Grønland
  • Kengo Kuma and Associates, Japan
  • Rintala Eggertsson Architects, Norge
  • Snøhetta, Norge
  • Studio Other Spaces v. Olafur Eliasson og Sebastian Behmann, Tyskland

Målet er arkitektur i verdensklasse, og det er da også stærke teams fra Island, Danmark, Japan, Tyskland, Norge og Grønland, der skal i gang med at tænke de arkitektoniske visioner for et nyt mødested og formidlingscenter ved Ilulissat og Kangia-isfjorden i Grønland. Centret i det helt unikke område, der er optaget på Unescos liste over verdensarv, opføres i et samarbejde mellem Qaasuitsup Kommune, Grønlands Selvstyre og Realdania.

Blandt de udvalgte tegnestuer er foruden Dorte Mandrup Arkitekter også japanske Kengo Kuma and Associates og Snøhetta. I oktober vil de seks udvalgte teams besøge byggegrunden i Ilulissat, så de er klædt godt på til at løse opgaven. Den endelige vinder af arkitektkonkurrencen vil herefter blive offentliggjort i juni 2016.

Det er nogle virkelig stærke navne, der nu skal komme med deres bud på, hvordan man kan placere et besøgs- og formidlingscenter lige ved isfjorden.

Jesper Nygård Adm. direktør, Realdania

– Det er nogle virkelig stærke navne, der nu skal komme med deres bud på, hvordan man kan placere et besøgs- og formidlingscenter lige ved isfjorden. Det er et fuldstændig unikt sted, og centret skal skabes med meget stor respekt for den natur og de omgivelser, som bygningen skal ligge i, siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård.

Arkitektur i verdensklasse

Det forventes at isfjordscentret vil tilføre verdensarvsområdet yderligere værdi, samtidig med at det bliver en spændende og attraktiv arbejdsplads i området. Det vurderes, at centret rummer stort potentiale for isfjorden og Ilulissat som turistdestination med et estimeret besøgstal på 17.000 gæster årligt.

Det nye ankomst- og formidlingssted skal fungere som mødested for både lokale beboere og for blandt andet de internationale klimaforskere, der jævnligt besøger Ilulissat. Centret bliver placeret i landskabet mellem byen og isfjorden – et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer sætter sine tydelige spor. Centret skal formidle stedets historie, udvikling og betydning og bl.a. fortælle historien om klimaforandringernes betydning. Ud over selve isfjordscentret skal der også etableres en ny gangforbindelse, så man kan bevæge sig mellem byen og centret.

Der lægges op til en bygning af en beskeden størrelse opført i respekt og samspil med naturen på stedet. Samtidig er målet at skabe en bygning, hvor arkitektur og udstilling i verdensklasse understøtter Ilulissat som turistattraktion. Det er anslået, at de samlede udgifter til etableringen af centret bliver på 108 mio. kr. Heraf bidrager Realdania med 75 mio. kr.

Relateret indhold