Dansk Arkitektur Center (DAC), der siden 2018 har forestået formidling af arkitektur og det byggede miljø for alle aldersgrupper i Blox i København, bliver nu beriget med en helt særlig protektor: H.M. Kong Frederik 10.
– Vi er meget begejstrede over Kongens protektion af DAC, som vi er sikre på, vil få endnu flere danskere til at interessere sig for de fysiske rammer, der understøtter vores fælles livskvalitet i Danmark, lyder det fra direktionen i Dansk Arkitektur Center, adm. dir. Kent Martinussen og direktør Dorthe Weinkouff Barsøe.
Stor vidensbase
Dansk Arkitektur Center er meget besøgt og modtog 285.000 gæster i Blox i 2023. I huset afholdes udstillinger, undervisning af børn og unge og debatevents for at fremme dialogen om vores fysiske rammer i hele samfundet.
Sideløbende er der begivenheder landet over, ikke mindst for kommunale embedsmænd og politikere, og en stor vidensbase stilles til rådighed på dansk og engelsk i form af artikler og podcasts. Det falder alt sammen godt i tråd med Kongehuset lange tradition for at anerkende arkitekturens betydning for det danske samfund.
– Kongehuset har en 400-årig tradition for at anerkende arkitekturens betydning for det danske samfunds udvikling, og Kongens protektion viderefører denne tradition i en tid, hvor arkitekturen og byernes udvikling optager mange danskere meget, ikke mindst i forhold til en bæredygtig udvikling af det danske samfund, fortsætter Kent Martinussen.
Fokus på grøn omstilling
H.M. Kongens nye protektorat af DAC er et af flere nye i forbindelse med tronskiftet d. 14. januar, hvor kongefamiliens samlede protektioner ophørte. I forbindelse med protektoratkabalen udvider Kongen sit engagement inden for den grønne dagsorden som protektor for The Copenhagen Climate Ministerial. Dertil overtager han protektionen for Foreningen til lærlinges uddannelse fra dronning Margrethe.
Kongen beholder herudover otte af sine tidligere protektioner, herunder State of Green, hvis arbejde er bygget på internationale partnerskaber, løsninger og indsigt inden for energi, vand, byer og cirkulær økonomi.