CCO-stifter takker af – vil tilbage til rødderne

Stifter af Christensen & Co Arkitekter, Michael Christensen, overdrager til sommer sin resterende aktiepost til den øvrige partnergruppe.
Michael Christensen. Foto: Joachim Rode.
Michael Christensen. Foto: Joachim Rode.

Efter at have været partner og kreativ direktør hos Henning Larsen Arkitekter realiserede Michael Christensen i 2006 sin drøm om at starte sin egen virksomhed, da har stiftede Christensen & Co Arkitekter.

Læs også: Vinder 3. projekt i Holland – danskere designer børnecenter

I 2016 tiltrådte Vibeke Lydolph, Lindblad, Michael Werin Larsen, Mikkel Hermann Sørensen og Thomas Nørgaard som partnere, og i 2023 blev også Marie Horskær Partoft en del af partnergruppen. Siden 2016 har Michael Christensen løbende overdraget mere af ansvaret til partnerne, og til sommer, d. 30. juni, overdrager han så sin resterende aktiepost.

– Der er kun et liv at gøre alting i, så derfor har jeg besluttet, at jeg vil bruge de kommende år på at arbejde med små projekter og så at sige gå tilbage til rødderne med blyanten og musen i egen hånd og dyrke den arkitektoniske faglighed i den helt lille skala, siger Michael Christensen.

Partnergruppe i CCO. Foto: Tom Jersø.
Partnergruppe i CCO. Foto: Tom Jersø.

– Og jeg glæder mig til at være med i alle byggeriets faser og til at have den frihed, der er knyttet til ikke længere ikke have ledelsesansvar oveni arkitektarbejdet.

Spændende projekter foran sig

Fra partnergruppen lyder stor stolthed over, hvad de sammen med Michael Christensen har udrettet indtil nu:

– Og vi er begejstrede for at videreføre tegnestuen i Michaels ånd. Vi har en masse spændende projekter foran os og er glade for, vi stadig kan trække på Michael som sparring – også efter juni, siger Mikkel H. Sørensen, partner i CCO.

Det bedste fundament

Arkitektvirksomheden har siden opstarten særligt markeret sig indenfor læringsbyggerier og bygninger til idræt og kultur, herunder en række bygninger på Danmarks Tekniske Universitet, K.B. Hallen på Frederiksberg og den markante, røde Hal C på Christianshavn:

K.B. Hallen. Foto: Adam Mørk.
K.B. Hallen. Foto: Adam Mørk.

– CCO har det bedste fundament med dygtige og kompetente medarbejdere og stærk og sund økonomi til fortsat positiv udvikling, siger Vibeke Lydolph Lindblad, der er CEO og partner hos CCO.

Læs også: Ny frys-selv-is-fabrik bliver ‘et kæmpestort skridt på vores ESG-rejse’

– Vi har fået opført en lang række markante og særlige bygninger og en række store universitets- og forskningsbyggerier i ind- og udlandet f.eks. Student Residence til University of Toronto, Cartesius skole i Holland, og nye faciliteter til DTU Space og Køge Stadion er under projektering, tilføjer hun.

Stopper på toppen

Michael Christensen har da også fuld tillid til, at virksomheden udvikler sig videre og fortsætter rejsen i både Danmark og udlandet:

– Jeg vil glæde mig til at følge denne udvikling i de kommende år. Jeg er superstolt af den virksomhed, CCO er i dag – en fagligt og professionelt stærk virksomhed med en fantastisk kultur, både socialt og fagligt. Så man kan sige jeg stopper på toppen.

Relateret indhold