Det gode fysiske arbejds- og driftsmiljø, driftssikkerhed, bæredygtighed, klimatilpasning samt drift og vedligehold er omdrejningspunktet i projektet, som er skabt i en integreret designproces og et tæt samarbejde med totalrådgiveren Krüger A/S og bygherren HOFOR, med fokus på at tænke teknik og arkitektur sammen fra første færd.
Den oprindelige pumpestation på Kløvermarken i København blev indviet i 1901, og er opført efter tegninger af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Den nye pumpestation og de tilhørende driftsfunktioner indgår i tæt bymæssig sammenhæng med denne, som et nyt markant anlæg der skaber en overordnet arkitektonisk sammenhæng mellem nyt og gammelt og mellem by og teknik.
De mange anlægs- og driftstekniske bindinger, den eksisterende bygningsmasses placering, den begrænsede plads og mange delanlæg har stillet store krav til anlæggets samlede arkitektoniske udtryk og fysiske arbejdsmiljø.
Bæredygtigt helhedsgreb
Med grønne tage og to karakteristiske tryktårne på 24 meter bliver den nye pumpestation en selvstændig pendant til den historiske bygning, og den runde form afspejler en “underverden”, hvis cirkulære geometri er udtryk for den optimale form for pumpekælder og pumpesump.
Opsamling af tag- og overfladevand er tænkt som en central del af området driftsmæssige og visuelle profil. Syd og nord for selve pumpestationen anlægges to cirkulære “haver”, som udover at blive et kvalitets- og rekreativt udeareal for de ansatte, også tjener som formål at opsamle regnvand. Regnbedenes størrelse er med til at minimere anlægget samlede befæstede areal væsentligt.
Færdig i 2017
Den nye pumpestation på 7.400 kvadratmeter opføres for et budget på 185 millioner kroner og forventes færdig i 2017. Som underrådgiver for Krüger har C.F. Møller ansvaret for samtlige landskabs- og bygningsarkitektoniske ydelser.
C.F. Møller har i en lang årrække været toneangivende indenfor udviklingen af markante større industrielle og tekniske anlæg i landskabet og i byen og løst opgaver indenfor eksempelvis vandforsyning, vandværker, renseanlæg, pumpestationer og energidistribution.
