CANNES: I øjeblikket udfører Hercules Fundering byggegruben for Nicolinehus i Aarhus i totalentreprise. En omfattende entreprise under komplekse jordforhold, der blandt andet inkluderer 130 udskiftningsboringer, 8.700 kvadratmeter spuns, 700 jordankre i flere niveauer samt flytning af ca. 180.000 tons jord.
Hermed er banen kridtet op for arbejdet over jorden, der begynder senere på året.
– Vi rykker efterhånden tæt på byggestart, og vi forventer at kunne offentliggøre aftalen med entreprenøren til maj, fortæller direktør og medejer af byggefirmaet Bricks, Martin Busk, der står bag udviklingen af det næsten ikoniske havneprojekt på 40.000 etagemeter over jord.
Gode naboer
Nicolinehus opføres på en særdeles attraktiv grund inderst på Aarhus Ø og dermed tættest på byen – og med henholdsvis lystbådehavnen, havnebadet og det kommende nye BIG-tegnede hotel som nærmeste naboer.
– Det er en placering af højeste kvalitet, som matcher projektet og materialevalget. Ud over 180 ejerlejligheder og 60 lejeboliger kommer de to terrasseopbyggede bygninger til at rumme blandt andet butikker, cafeer, liberalt erhverv, fitnesscenter samt 2.000 kvadratmeter markedshaller, forklarer Martin Busk til Dagens Byggeri, da vi interviewer ham under den igangværende ejendomsmesse Mipim i Cannes.
Selvom boligsalget officielt først starter senere på foråret, så har der længe været stor interesse for byggeriet. Det meste af erhvervsdelen er allerede udlejet eller under forhandling til at blive det. Og så oplyser direktøren, at omkring 40 procent af boligerne ligeledes er solgt på nuværende tidspunkt.
Pendant til Torvehallerne
– Markedshallerne bliver en aarhusiansk pendant til Torvehallerne ved Nørreport i København, som min medindehaver Phillip og jeg har hentet inspiration til gennem rejser i udlandet – blandt andet Sydfrankrig, siger han.
Han forklarer, at makkerparret altid forsøger at få noget personligt ind i deres projekter, som blandt andet tæller Frederiks Plads i Aarhus og Strandpromenaden i København.
– Men med Nicolinehus er det alligevel noget helt specielt, noget vi er meget stolte af og tilfredse med – og glæder os utroligt meget til at se realiseret om to-tre år. Det er vellykket helt ned i detaljen, og derfor er jeg også meget taknemmelig for vores velfungerende samarbejde med AART Architecs, for det er simpelthen excellent arbejde, de har udført, mener Martin Busk.