Arkitektvirksomheden BIG – Bjarke Ingels Group har vundet den internationale arkitektkonkurrence om at designe et nyt stadion, som bliver hjemmebane for baseballholdet Athletics i Las Vegas i USA.
Stadionet skal ligge langs den berømte hovedgade i Las Vegas, The Strip, og dets runde form udgøres af fem buer, der refererer til en baseballbolds kurve samt ikoniske stadions i USA som Fenway i Boston og Wrigley i Chicago.
Et hævet plaza forbinder to fodgængerbroer, der krydser Las Vegas’ hovedgade, og leder fans til stadionets forhal.
Indgangen er designet med wayfinding og cirkulation for øje, og lader besøgende orientere sig i bygningen samtidig med, at de har udsigt over banen og tilskuerpladserne. Forhallen består af lyse atrier, der fungerer som udstillingsrum for internationale og lokale kunstnere, og med sine trinvise tribuner bringer bygningen fans helt tæt på spillet.
– Vores design til Athletics nye hjemsted i Vegas er skabt som et modsvar til byens unikke kultur og klima, siger Bjarke Ingels, grundlægger og kreativ direktør, BIG – Bjarke Ingels Group.
– Fem vimpler danner buen omkring boldbanen og skygger for Nevadas hårde sol, samtidig med at de lukker det blide dagslys ind fra nord. Et stort vindue indrammer en imponerende udsigt over livet på Las Vegas Strip og den ikoniske skyline fra New York New York-hotellet.
– Stadionet ligner et sfærisk bæltedyr, der åbner sig og inviterer livet på Strip’en indenfor, tilpasser sig Nevadas klima med passiv skygge og naturligt lys og skaber en ny form for Vegas-arkitektur, uddyber han.
Stadionet, der får plads til 33.000 tilskuere, forventes at stå færdigt i foråret 2028.