Bjarke Ingels Group (BIG) flytter deres amerikanske hovedkontor i New York fra Financial District på Manhattan til Dumbo-kvarteret i Brooklyn. Kontoret er 4650 kvadratmeter og skal danne ramme for over 250 medarbejdere. Lokalet er åbent og lyst, og ud af vinduerne er der en 360 graders udsigt ud over Manhattan og Brooklyn Bridge.
– Hovedparten af mine kolleger, mig selv inkluderet, bor i Brooklyn, og den kontinuerlige forbedring af kvarteret i form af udvidelsen af Brooklyn Bridge Park og Two Trees Management gør Dumbo-kvarteret et indlysende valg for BIG i New York City. Den visuelle spænding og den fysiske nærhed til downtown Manhattan kombineret med Dumbos artistiske ånd og adgang til det offentlige rum føles som vores hjemby København og gør det “scandimerican”, siger Bjarke Ingels.
BIG har i bygningen fået en privat tagterasse til møder og konferencer, mens der er kommet et helt nyt studie, som er designet og planlagt af BIG’s interiørhold. Og så er der 150 lysarmaturer, der er designet af KiBiSi, der som bekendt er stiftet af Bjarke Ingels sammen med Lars Holme Larsen og Jens Martin Skibsted.
Møderummene er transparante med farvekodet interiør, og så er både kromatiseret, varmtvalset og galvaniseret stål brugt strategisk over hele kontoret.



