Om priserne
- Dansk Stålpris uddeles ved Dansk Ståldag hvert andet år. Prisen uddeltes første gang i 2014, hvor Den blå Planet var vinderprojekt.
- Dansk Stålpris lægger vægt på et enestående design i stål, der fremhæver de mange fordele ved brug af stålkonstruktioner i byggeriet, produktionen, for økonomien og arkitekturen for de indstillede projekter. Objektet skal være placeret i Danmark og projektet enten designet, projekteret eller produceret i Danmark.
- Nominerede:
- – Multisal til Falkonergårdens Gymnasium
- – Søfartsmuseet i Helsingør
- Tyndpladegruppens Arkitekturpris har til formål at belønne fremragende arkitektonisk anvendelse af tyndplade.
- Nominerede:
- – Gentofte Sportspark, Nord Architects Copenhagen
- – Kara Noveren, Erick van Egeraat
- – Musiktorvet, Effekt
- – Nordatlantiske Hus, Cornelius + Vöge
- – Ragnarock, Cobe
Dansk Ståldag dannede i år som noget nyt ramme om hele to prisuddelinger, Dansk Stålpris og Tyndpladegruppens Arkitekturpris.
Stålprisen, der uddeltes for anden gang, gik til BIG, Rambøll, stålleverandøren HSM og Maritim Museums Byg for deres forbilledlige samarbejde omkring Søfartsmuseet i Helsingør, mens Tyndpladegruppens Arkitekturpris, der blev uddelt for femte gang, tilfaldt Effekt Arkitekter og Københavns Kommune for fremragende brug af tyndplader på Musiktorvet foran Amager Kulturpunkt på Øresundsvej i København.
De to priser bidrager utvivlsomt til at sætte fokus på brug af stål og tyndplader.
Sekretariatschef Jørn Nielsen Dansk Stålinstitut
– De to priser bidrager utvivlsomt til at sætte fokus på brug af stål og tyndplader. Derom vidner de senere års stigende interesse og udbredelse, siger sekretariatschef Jørn Nielsen fra Dansk Stålinstitut, der står bag priserne.
Broer i stål
For at tilskynde til kreativ og enestående arkitektonisk brug af stål i byggeri hædrer Dansk Stålpris forbilledligt samarbejde mellem arkitekt, entreprenør og stålleverandør.
Dette års vinderprojekt, Søfartsmuseet, er etableret som et underjordisk bygværk udenom den gamle dok. Her fremhæver dommerkomiteen det originale greb, hvormed museet fremstår med en smuk diskretion overfor Kronborg Slot. På tværs af dokkens rum spænder tre slanke stålbrodragere i top og bund, hvorimellem der er etagehøje glasfacader, der sørger for forbindelse mellem dokkens sider.
– Vi stolte af at modtage den danske stålbranches hæderspris for anvendelsen af stål i Søfartsmuseet. Museets svævende broer med frit udsyn, form og hældning har stillet helt særlige krav til valg af materiale, som både skal være stærkt nok og ikke fylde for meget. Det gjorde, at broerne faktisk kun kunne udføres i stål. Vi valgte at udføre broerne med en speciel stålkonstruktion af omkring 2.000 sammensvejsede stålplader, så de danner bokse. De svejsede bokse har den fordel, at de er tilstrækkelig stærke og stive til at modstå bøjning og vridning både på tværs og på langs, i modsætning til konventionelle bjælker og søjler, som kun kan klare kraft i én retning, siger Hans Exner fra Rambøll, der er fagprojektleder for stålkonstruktionerne i Søfartsmuseet.
Tyndpladen afgørende
Tilsvarende har Arkitekturprisens jury været klar i sit valg af hæder og pris på 100.000 kroner til arkitektfirmaet Effekt for Musiktorvet.
Her er tyndpladen afgørende for bygningens funktion og udtryk, som giver sig til kende i de visuelle effekter fra ornamenteringen. En effekt som udelukkende er mulig grundet tyndpladens iboende egenskaber, som lader den dekorere gennem traditionelle industrielle produktionsmetoder.
Båret oppe af slanke stålsøjler nærmest svæver den prismeformede aluminiumsbeklædte overdækning over Musiktorvet. Derved synes konstruktionen at ophæve tyngdekraften på den store permeable aluminiumsflade, hvis perforerende ornamentik henter inspiration fra lyset gennem skovens trækroner. Således spejler fladen i en abstraktion den underliggende plads forskellige aktiviteter i den omkringliggende bys konstant summende liv.