Stadsarkitekten i Aarhus, Stephen Willacy, medgiver, at Aarhus Kommune foretager benspænd på de byggeprojekter, som bygherrer og arkitekter gerne vil realisere. Men det er nødvendigt på samme måde, som det er nødvendigt, at arkitekterne også udfordrer kommunen.
– De fleste arkitekter vil gerne have benspænd at arbejde med, og vores planlægningsproces kan godt virke lidt som nogle bendspænd. Men det handler jo om at finde ideer til den kontekst, man arbejder med. Når vi taler om livability, taler man om identitet, fællesskab og arkitektonisk kvalitet – de parametre er alle en form for benspænd, og de modeller kender gode arkitekter godt. Men jeg vil også gerne have, at arkitekterne udfordrer os og kommer med interessante bud på den bydel, vi taler om. Der er ikke tale om faste regler, men om et samarbejde, hvor man kommer med nogle ideer, man kan udvikle sammen. På den måde kan man åbne op for nogle ting frem for at lukke ned for dem. Så ja, vi kræver innovation på vores projekter inden for de rammer, vi forsøger at tegne, siger Stephen Willacy.
Byen fortættes
Aarhus er i de sidste mange år vokset voldsomt, og væksten ser ud til at fortsætte. Men det er slut med at lade byen vokse i omfang – fremadrettet skal fokus være på fortætning.
– Når det gælder Aarhus’ vækst, er det interessant at tale om fortætning. Forskningen viser, at vi ikke bare kan udbygge byen med parcelhuse på de grønne marker uden for byen – det er nemligt ikke godt for hverken naturen eller infrastrukturen. Men rigtig mange mennesker vil gerne bo i den indre by, og der kan eksempelvis gamle industriområder komme i spil. Der kan man arbejde med fortætning i form af højhuse, der trapper højden ned i mødt med byen, siger Stephen Willacy.
Se interview med Stephen Willacy øverst i artiklen.