Rådhuset i Aarhus fylder nu 75 år, og det markerer byen med en stor udstilling af de originale rådhusmøbler samt rundvisninger på rådhuset for alle interesserede.
Aarhus Rådhus er tegnet af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller og blev indviet i forbindelse med byens 500 års købstadsjubilæum 2. juli 1941. Rådhuset blev fredet i 1995, og kommunens arkitekter har de seneste år gjort et stort stykke arbejde for at føre rådhuset tilbage til sit oprindelige udseende. Uoriginale bygningsdele og inventar er blevet fjernet, og det oprindelige udseende er så vidt muligt blevet genskabt. Derfor foregår der også hele tiden vedligeholdelsesarbejder på rådhuset. Netop nu renoveres det store gavlvindue ud mod Frederiks Allé, og klokkerne i rådhustårnet restaureres, så de er klar, når Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017.
Aarhus Rådhus er et elsket og beundret hus og står i dag som et arkitektonisk hovedværk inden for skandinavisk funktionalisme.
Jakob Bundsgaard Borgmester, Aarhus Kommune
Se Jørn Møller fortælle om dengang, han skulle hejse flaget på Rådhuset.
Et hovedværk
– Aarhus Rådhus er et elsket og beundret hus og står i dag som et arkitektonisk hovedværk inden for skandinavisk funktionalisme. Samtidig er rådhuset et ikon for Aarhus og et samlingspunkt for byens borgere. Så der er rigtig god grund til at fejre Byens Hus i anledning af 75 års jubilæet. Jeg håber, rigtig mange vil komme på rådhuset og se udstillingen og måske deltage i de mange rundvisninger i anledning af jubilæet, siger borgmester Jacob Bundsgaard i forbindelse med jubilæet.
I anledning af rådhusets jubilæum udgives et opdateret genoptryk af bogen om Aarhus Rådhus fra Arkitektens forlag. Bogens præsenteres ved en reception fredag 27. maj, hvor borgmesteren er vært ved en reception i forbindelse med åbningen af udstillingen, og her deltager familie til og repræsentanter for Arne Jacobsen og Erik Møller samt møbelarkitekt Hans J. Wegners familie. Samme dag åbnes udstillingen af nogle af de berømte rådhusmøbler, som Hans J. Wegner i sin tid var med til at tegne til Aarhus Rådhus som ansat arkitekt på Erik Møllers og Arne Jacobsens tegnestue.
En af deltagerne i receptionen er den i dag 80-årige Jørn Møller, søn af den ene af rådhusarkitekterne, Erik Møller. Jørn Møller deltog selv ved indvielsen i 1941, hvor han var den lille dreng, som hejste flaget på toppen af rådhuset ved indvielsen af Rådhuset. Se videoen om indvielsen øverst i artiklen.
Fredag 1. juli holdes en international arkitektkonference på rådhuset om arkitekturen bag Aarhus Rådhus, hvor der vil være arkitekturforelæsninger om Arne Jacobsen og Erik Møller.