VVS-faget skal gøres mere attraktivt for de unge

4 ud af 10 VVS-virksomheder må takke nej til opgaver på grund af manglende arbejdskraft. Branchen skriger på unge VVS'ere.
VVS-uddannelserne er ikke populære blandt de unge. Men det skal laves om, hvis opgaver og økonomi ikke skal tabes på gulvet. Foto: Gettyimages.

Manglen på faglærte VVS’ere presser branchen.

En analyse fra Tekniq Arbejdsgiverne viser, at 40 % af VVS-virksomhederne må takke nej til opgaver, fordi de ikke har nok ansatte til at varetage opgaverne.

Værst står det til med de komplekse installationer, hvor den faglige kunnen og ekstra ressourcer kræves.

Læs også

Mangel på VVS’ere kan blive en bremseklods for den grønne omstilling

Hovedårsagen til manglen på arbejdskraft og særligt udlært VVS-arbejdskraft er, at de tekniske erhvervsuddannelser ikke er populære blandt de unge:

– De unge vil vælge fag, der føles relevante. Fag hvor de kan mærke, at de bidrager til noget større. Hvis vi vil tiltrække flere til de tekniske erhverv, skal vi vise, at de står helt centralt i den digitale omstilling. At blive faglært er i stigende grad at blive fremtidsbygger, siger Bugge Holm Hansen, futurist og Director of Tech Futures & Innovation ved Instituttet for Fremtidsforskning.

Fremtidsforskeren mener derfor, at VVS-fagets nøglerolle i den grønne omstilling af Danmark skal formidles bedre ud til de unge, så de vælger den karrierevej.

Optimering gennem digitalisering

Hos Grundfos peger man på, at der også skal gøres noget for at optimere digitalt. Det vil både kunne lette arbejdsbyrden nu, men også gøre det mere attraktivt for de unge.

For mange installatører handler hverdagen om at løse opgaverne korrekt – og kunne dokumentere, at det opgaven er løst korrekt.

Til det formål kan digitalisering gøre en mærkbar forskel, mener Grundfos.

– Når teknologien kan tage sig af de mest tidskrævende dele af arbejdet, frigør det tid til det, som kræver faglighed og erfaring. Samtidig gør digitale værktøjer faget mere attraktivt for de unge, som i forvejen er vant til at arbejde med apps og data, siger Per Schou Hansen, salgschef for Danmark i Grundfos Commercial Building Services, og fortsætter.

Læs også

Vil give vvs’ere det samlede CO2-tal på 150.000 varer

Han påpeger, at manglen på faglært arbejdskraft ikke forsvinder fra den ene dag til den anden. Men ved at integrere de tekniske løsninger bedre til hverdagen for VVS’ere, kan branchen både vinde tid på arbejdspladsen og samtidig vise de unge, at VVS i dag ikke kun handler om rør og værktøj.

Grundfos har udviklet en app – Grundfos GO. Med den får installatører et digitalt værktøj, der samler installation, idriftsætning, fejlfinding og dokumentation i én løsning, ifølge Grundfos.

Det handler i lige så høj grad om energioptimering, digital drift og mere bæredygtige bygninger:

– Hvis de digitale værktøjer bliver en naturlig del af arbejdet, kan VVS-faget repositionere sig som et teknisk, fremtidsorienteret erhverv, der er afgørende for at sikre kritisk infrastruktur, siger Per Schou.

Relateret indhold