Trods mangel på ingeniører føler mange sig presset på pension

I forvejen er det svært at finde nok højtuddannede med STEM-kompetencer, men alligevel sendes hver sjette ingeniør på pension mod deres vilje.
Manglen på højtuddannede med STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering og Mathematics) er en udfordring. Alligevel føler mange videnarbejdere sig klemt ud af arbejdsmarkedet. Foto: Gettyimages.
Manglen på højtuddannede med STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering og Mathematics) er en udfordring. Alligevel føler mange videnarbejdere sig klemt ud af arbejdsmarkedet. Foto: Gettyimages.

Alene næste år vil der mangle 4.000 personer med en længere videregående uddannelse indenfor teknologi og it.

Det viser en ny mismatch-analyse, som IRIS Group og HBS Economics har lavet for Danske Gymnasier og IDA.

Samme prognose forudser, at Danmark i 2030 vil mangle 13.000 uddannede kandidater indenfor områderne ingeniør, teknik og it. Hertil kommer en mangel på 7.000 personer med en mellemlang teknik- eller it-uddannelse.

Trods manglen på arbejdskraft viser en ny undersøgelse blandt flere end 1.300 medlemmer af IDA, at 16 % er gået på pension uden, at det var deres eget ønske. Og 22 % svarer, at de gerne vil arbejde nu, hvis den rette mulighed byder sig:

Skal se at få støvet deres seniorpolitikker af

Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA, kan det ‘mildest talt et paradoksalt’, at samtidig med at virksomhederne over en bred kam efterlyser højtuddannede med STEM-kompetencer, så sendes en stor gruppe af højtuddannede med disse eftertragtede kundskaber modvilligt på pension år efter år:

– Det tyder på, at mange virksomheder skal se at få støvet deres seniorpolitikker af og tage bedre hånd om deres mest erfarne medarbejdere. De seniorer, der både kan og vil fortsætte skal have mulighed for det. Først og fremmest for deres egen skyld, men samtidig kan de være med til at imødegå manglen på højtuddannede med indsigt i teknologi, it og naturvidenskab, siger han.

Er slet ikke fulgt med tiden

Andelen, som ønsker at arbejde, er størst blandt de yngste i gruppen. 27 % af seniorerne under 67 år ønsker at arbejde igen, mens 19 % af seniorerne mellem 71 og 75 år gerne til tilbage på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen viser, at seniorerne i gennemsnit ønsker at arbejde 17 timer om ugen.

Der er et betydeligt arbejdsudbud skjult blandt de nu pensionerede vidensarbejdere. Skalerer man svarene i denne undersøgelse op, svarer det til knap 1.800 årsværk. Og var arbejdsgiverne bedre til at fastholde deres seniormedarbejdere, kunne de være med til at tage toppen af manglen på vidensarbejdere med indsigt i STEM.

– Jeg vil kraftigt opfordre arbejdsgiverne til at få fokusere langt mere på deres seniormedarbejdere og indføre senkarrieresamtaler og tilbyde senioraftaler med eksempelvis nedsat tid for at fastholde deres mest rutinerede medarbejdere. For manglen på højtuddannet arbejdskraft forsvinder ikke lige med det samme, siger Thomas Damkjær Petersen og tilføjer:

– Desværre tyder meget tyder på, at store dele af arbejdsmarkedet slet ikke er fulgt med tiden og det vilkår, at vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet. Mange af vores medlemmer svarer, at deres ansættelse simpelthen ophørte pga. alder, eller at det var pres fra deres chef, der førte til, at de stoppede. De har så forgæves forsøgt at slå døren ind til arbejdsmarkedet igen. Det er ikke godt nok, og det rimer slet ikke på et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til både nyuddannede og seniorer.

Relateret indhold