Både SMVdanmark, Dansk Metal og Danske Byggecentre roser regeringens forslag om at oprette en ny uddannelse til de unge under navnet EPX.
– EPX’en en gave til både de unge og til erhvervslivet. Fire ud af ti af de unge, der i dag går på gymnasiet, oplever, at undervisningen er for boglig og teoretisk. De får nu et alternativ, som vil være meget bedre for dem.
– Samtidig står vi som erhvervsliv med en stor og stigende mangel på dygtige faglærte. Her er jeg også helt overbevist om, at vi med reformen tager et stort skridt i retning af at kunne løse den udfordring, siger adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, der mener, at reformen har potentiale til at blive en af de største og mest positive ændringer af uddannelsessystemet i mange år.
Regeringen: 2 milliarder årligt til nyt gymnasium for fremtidens faglærte
Han roser samtidig regeringens ambition om at skabe en kvalitetsuddannelse og den ambitiøse økonomiske ramme med 2 mia. kroner i årlig finansiering og 4,8 mia. kroner til at indføre uddannelsen.
Dog havde Jakob Brandt gerne set, at reformen kunne indfases hurtigere og før 2030, hvor ændringerne skal træde i kraft.
Mange studenterhuer bliver ikke brugt
I Dansk Metal bliver reformudspillet også modtaget positivt.
Forbundsformand Claus Jensen peger på, at fire ud af ti studenter nu starter 3. sabbatår, hvilket ifølge ham tyder på, at mange mister pusten ift. videre uddannelse, som ellers er formålet med gymnasiet:
– Alt for mange unge går rundt med en studenterhue, de ikke bruger til noget. Når udspillet bliver til virkelighed, er jeg ikke i tvivl om, at flere vil blive inspireret til at tage en faglært uddannelse.
Reformudspil er ’ambitiøst’, men tænder også advarselslamper
Dansk Metal og Dansk Industri har tidligere foreslået et bredt gymnasium – i stil med dét, regeringen nu har præsenteret – dog med et højere karakterkrav, end hvad der nu lægges op til:
– Det er afgørende, at der er et højt fagligt niveau og relevant fagligt indhold, så den nye uddannelse er et attraktivt gymnasialt tilbud til dem, der i dag ville vælge det treårige gymnasium. Bliver der for stor forskel på niveauet på de to gymnasieretninger, risikerer vi at skabe et A- og et B-gymnasium, siger Claus Jensen.
Risikerer at skubbe unge væk fra HHX
Hos Danske Byggecentre ser adm. direktør Palle Thomsen flere positive elementer i udspillet:
– Regeringen viser med denne reform, at de tager manglen på faglærte alvorligt, og det er et skridt i den rigtige retning.
– Grundlæggende mener jeg, at regeringen har fat i noget rigtigt, når de har fokus på, at unge ikke vil vælge en uddannelse, som låser dem fast langt ud i fremtiden, og hvor man altid har mulighed for at videreuddanne sig. Det synes jeg er meget positivt, siger Palle Thomsen.
Glem ikke de merkantile erhvervsuddannelser
Trods de positive aspekter ser han dog nogle potentielle udfordringer med det nye udspil, og et af de mest kritiske punkter er forslaget om at hæve adgangskravet til HHX fra 5 til 6:
– Vi frygter, at en hævning af karakterkravet på HHX vil skubbe flere unge væk fra de merkantile uddannelser og i stedet over mod EPX. I dag vælger mange unge med en HHX-uddannelse en merkantil karrierevej, så vi frygter, at hvis de skubbes fra HHX til EPX, vil en del af dem vælge en anden retning end den merkantile.
– Dette kan føre til en yderligere mangel på faglærte inden for de merkantile erhverv, hvilket vil få konsekvenser for danske virksomheder, der i forvejen har svært ved at rekruttere nok faglærte inden for handel og logistik.