Cirka hver tredje ud af en gruppe på 143 testede bygningsarbejdere har fået positivt svar på deres coronatest. Det skriver fagbladet 3F.
Af de smittede er mange beskæftiget inden for byggebranchen. De bor på tre adresser i og omkring den midtsjællandske by Haslev.
Herfra er omkring 70-80 af dem på daglig basis kørt til hovedstaden i busser for at arbejde i Carlsberg Byen for det polske firma Budomex.
Firmaet er tidligere blevet advaret mod smittefaren, men det er prellet af. Alvoren tages tilsyneladende stadig med ophøjet ro.
– De arbejder sammen, de bor sammen, og de kører til arbejde sammen. Det er normalt, siger direktøren i entreprenørfirmaet, Damian Smalarz, til Fagbladet 3F.
Det polske firma oplyser, at de er i dialog med både kommunen og sundhedsmyndighederne og vil følge deres anbefalinger.