Det anslås, at bygge- og anlægsbranchen i 2025 vil mangle 17.000 faglærte håndværkere – og det kan få store konsekvenser for bl.a. de kommende års energieffektivisering, opførelse af Power-to-X-anlæg, vindmølleparker, udbygning af infrastruktur mm.
Læs også: Bygherreforeningen: Sådan bliver 2024
Siden 2019 har Bygherreforeningen arbejdet for netop at skabe lærepladser på de store byggeprojekter rundt omkring i landet, og det har givet resultater, fortæller Hanne Ullum, vicedirektør i Bygherreforeningen:
– Gennem samarbejder med 55 byggepladser fra hele landet, der tilhører 33 af de største private, offentlige og almene bygherrer i Danmark, har vi på nuværende tidspunkt skabt lærepladser til 173 lærlinge. Når alle byggeprojekterne er afsluttet, vil vi nå op på 545 lærepladser eller derover.
Programmet har bl.a. udviklet værktøjer og en metode, der skal understøtte bygherren i at stille krav om lærepladser.
Stiller krav og har skoler på besøg
En af de bygherrer, som Bygherreforeningen samarbejder med, er det almene boligselskab Alboa, der holder til i Århus.
På mange af deres store renoveringssager har de som en del af Grøn Boligaftale 2020 stillet krav om 14 % lærlinge i deres udbud, ligesom de har fulgt op med en lærlingeplan.
På flere af boligselskabets sager er man i dag nået et godt stykke over de 14 % lærlinge, fortæller direktør Peter Hebroe.
Læs også: Bygherrerne: Der er sket et paradigmeskifte – og vi er klar til opgaven
F.eks. var der på en renoveringssag af 434 badeværelser i Vejby Vest ni lærlinge ud af 37 beskæftigede på pladsen i september 2023. Det svarer til godt 24 %:
– Vi stiller krav om lærlinge i vores udbud, så det er noget vores hovedentreprenører skal tage seriøst og gøre en indsats for at løfte på lige fod med andre krav. Hvis man møder modstand fra sine samarbejdspartnere, handler det om at insistere og holde fast i kravene, siger han.
Desuden har Alboa lavet skolebesøg, hvor de har åbnet deres byggepladser op for elever og fået hovedentreprenøren til at fortælle om arbejdet. Derudover har de arbejdet med den kommunale indsats Gadeplan, der har kontakt med lokale unge. Det har indtil nu mundet ud i to lærepladser til beboere fra deres egen afdeling og synliggjort byggepladsen for beboere i lokalområdet.
Behov for at fastholde indsatsen
Bygherreforeningens program afsluttes i sommeren 2024, men Hanne Ullum mener, at der fortsat er et stort behov for en indsats, der holder fast og understøtter bygherrerne i deres rolle som den, der skaber lærepladserne:
– Vi får tilbagemeldinger fra både bygherrer og entreprenører, der udtaler, at hvis det virkelig skal lykkes, så er der behov for at fastholde indsatsen i de kommende år, indtil det naturligt indgår som en fast del af bygge- og anlægsprocessen og samarbejdet mellem aktørerne.
Hun opfordrer derfor parter, der er interesserede i at bakke op om den positive udvikling, til at melde sig på banen og gå i dialog om en fælles indsats der kan sikre fremtidig finansiering.