Køber vikarvirksomheden: Vil sikre bedre byggepladser

SiteHub har de sidste fire år sørget for logistik og drift på danske byggepladser. Med opkøbet af Byggepladsfolk.nu og konceptet Bedre Byggeplads vil virksomheden sikre ordnede forhold i byggeriet.
En lang række mennesker i to rækker - alle i gule sikkerhedsjakker - står linet op foran et hegn
Med det fulde ejerskab af Byggepladsfolk.nu vil SiteHub revolutionere sikkerhed og produktivitet på byggepladserne.

Den entreprenante adm. direktør i SiteHub, Ulrik Branner, var i starten af 2023 medstifter af vikarvirksomheden Byggepladsfolk.nu. Han har i følge CVR-registeret indtil nu ejet en tredjedel af virksomheden gennem selskabet Branner Holding.

Nu har hans virksomhed SiteHub opkøbt hele mandskabsudlejningsvirksomheden. Formålet med opkøbet er at revolutionere sikkerhed og produktivitet i byggebranchen.

Sikkerheden skal styrkes

Med opkøbet går SiteHub aktivt ind i kampen for sikkerhed og højere kvalitet på byggepladserne. Det skal sikres med ordnede forhold og med bemanding, der er utilstrækkeligt uddannet og lovligt kan arbejde her i landet.

Fire byggepladsfolk i gult sikkerhedstøj poserer for kameraet.
Medarbejderne i virksomheden Byggepladsfolk.nu skal som de første arbejde ud fra SiteHubs nye koncept Bedre Byggeplads, der bl.a. omfatter ID-kort, uddannede brandvagter og opdateret viden om, hvem og hvor mange, der opholder sig på pladsen.

– Vi bliver som branche nødt til at sikre ordentlige forhold på byggepladserne. Ellers vil vi blive ved med at opleve ulykker, ulovlig arbejdskraft og dårligt arbejdsmiljø. Sikkerheden skal styrkes, og med de rette kvalifikationer sikrer vi samtidig, at kvaliteten og effektiviteten på byggeriet øges. Det giver hurtigere fremdrift, bedre compliance, og bedre bundlinje, siger Ulrik Branner.

Bygherren skal tage større ansvar

Samtidig lancerer SiteHub, der leverer effektiv byggepladslogistik og -drift, konceptet Bedre Byggeplads, der skal understøtte et andet syn på risiko, kontrakter og entrepriser. Her skal bygherren tage større ansvar, entreprenørens rolle skal omformes, og investeringer i produktivitet øges.

Læs også

Kultur i byggeriet: Byggeprojektet er et spil, alle kæmper om at vinde

De konkrete planer for Bedre Byggeplads i 2025 omfatter:

  • Et synligt båret ID-kort der gør det muligt at tjekke medarbejderes tilladelser og certifikater
  • Et digitalt overblik over de kompetencer inden for sikkerhed, der er til stede på byggepladsen
  • Lancering af SiteHub Brandsikkerhed understøttet af særligt uddannede brandvagter
  • Videreudvikling af et professionelt Permit Office, der skal sikre viden om, hvem og hvor mange, der befinder sig på byggepladsen

Kontinuerlig udvikling

Med disse aktiviteter ønsker Site Hub at være katalysator for en nødvendig grundlæggende kulturændring, der understøtter stigning i produktiviteten, baner vejen for at tiltrække såvel unge ansatte som mere kvindelig arbejdskraft, og hvor vigtig udenlandsk kompetent arbejdskraft integreres og ikke automatisk vækker skepsis og mistanke.

Adm. direktør Ulrik Branner.
Adm. direktør i samt stifter og medejer af SiteHub, Ulrik Branner, ser virksomehedens nye koncept Bedre Byggeplads som fundamentet for en nødvendig kulturændring i bygge- og anlægsbranchen. Arkivfoto

– Byggebranchen har i mange år manglet kvalificeret arbejdskraft, men har alligevel ikke formået at skabe byggepladser, der er moderne og indbydende. Det vil vi gøre op med ved hjælp af gennemprøvede processer, teknologi og stort fokus på kontinuerlig udvikling af vores samlede organisation, siger Ulrik Branner og fortsætter:

Læs også

Social dumping: Stop for alt entreprenørarbejde rykker nærmere

– Bedre Byggeplads vil skabe større sikkerhed og højere produktivitet på danske byggepladser- og det er vores håb, det vil danne grundlaget for fremtidens byggebranche, slutter Ulrik Branner.

Ulrik Branner stiftede SiteHub i efteråret 2020. I dag er der 105 medarbejdere i virksomheden.

Relateret indhold