Job i byggeriet øger risiko for selvmord

Flere undersøgelser viser, at fysiske arbejdsulykker kan medføre øget selvmordsrisiko. Ansatte, der har byggeriet som arbejdsplads, er derfor ekstra udsatte.
Arbejdsulykker i byggeriet kan i grelle tilfælde øge risikoen for selvmord viser flere undersøgelser. Foto: Colourbox.
Arbejdsulykker i byggeriet kan i grelle tilfælde øge risikoen for selvmord viser flere undersøgelser. Foto: Colourbox.

Når det kommer til opgørelser over de farligste arbejdspladser, ligger bygge- og anlægsbranchen sjældent placeret, hvor der høstes ros og laurbær. Tværtimod. I byggeriet kommer medarbejderne oftere hjem med skader på kroppen.

Og det kan have flere følger end bare et ødelagt korpus. Det skriver Fagbladet 3F. Henholdsvis en koreansk og en amerikansk undersøgelse, viser nemlig, at folk, der har oplevet fysiske arbejdsskader på egen krop, oftere begår selvmord.

– Arbejdsskader kan føre til sygdom, arbejdsløshed, ringere job og depression. Og depression er den vigtigste kendte risikofaktor for selvmord, udtaler professor i medicin Jens Peter Ellekilde Bonde, der arbejder på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Han kender ikke til danske undersøgelser af arbejdsskader og selvmord.

Relateret indhold