Mellem 2021 og 2030 vil antallet af faglærte falde med 88.000 personer.
Det viser en helt ny analyse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation ifølge Berlingske.
Det kan få konsekvenser for Danmark økonomisk, men også i forhold til den grønne omstilling, som kræver kvalificeret arbejdskraft i byggeriet.
Det har Sjællands Universitetshospital i Køge til i samarbejde med Bygherreforeningen og nyhedsmediet Seismogram til at tage en ny metode i brug.
I denne uge – d. 12. oktober – skal op mod 400 elever på virtuelt byggepladsbesøg på Region Sjællands store hospitalsbyggeri.
Her vil de få indsigt i, hvad man laver på en byggeplads og høre om, hvad man kan med en byggefaglig erhvervsuddannelse:
– Det er vigtigt for os som region, at vi får en veluddannet befolkning. Så det er oplagt for os at benytte lejligheden til at gøre unge opmærksomme på muligheden for at vælge en erhvervsuddannelse, når vi nu investerer fire milliarder kroner i et hospitalsbyggeri, siger projektdirektør for Projekt Universitetshospital Køge, Helle Gaub.
Lærlinge og svende deltager i debat
I dagens anledning opstilles i byggeriets test-faciliteter et studie, hvor også elever fra folkeskolens afgangsklasser og lærlinge fra erhvervsskolen EUC Sjælland deltager.
I debatten besvares spørgsmål som, hvordan kan flere kvinder se sig selv, som lærlinge i byggeriet? Og tilsvarende unge fra blandt andet etniske minoriteter? En række lærlinge og svende medvirker. Der er undervejs afstemninger online for alle tilmeldte klasser via det interaktive værktøj Mentimeter.
– Der er akut mangel på arbejdskraft i byggeriet, og branchen har svært ved at tiltrække unge til erhvervsuddannelserne. Der er brug for at tage nye midler i brug, og derfor er vi glade for at samarbejde med en af landets største hospitalsbyggerier om at give unge i hele landet indsigt i byggeriet, og på en helt ny måde, siger Hanne Ullum, der er vicedirektør i Bygherreforeningen.