Byggeriets Trivselspris hylder virksomheder og organisationer i byggeriet, der arbejder målrettet med at skabe trivsel, psykologisk tryghed og en inkluderende kultur.
Indsatserne skal være nytænkende, skabe både samfunds- og forretningsmæssig værdi – og inspirere andre til at gå samme vej.
Tre finalister er sluppet gennem nåleøjet til prisen, som uddeles af Boligfonden Kuben og Byggeriets Samfundsansvar den 19. marts.
Arkitektstuderende hyldes med ny pris
Det er Bo-Vest og NCC, Enemærke & Petersen samt Fischer Lighting med Slagelse Kommune og Hento Produktion.
– Byggeriet er en fantastisk branche, som hvert år giver tusindvis af unge et meningsfuldt arbejde. Vi skal blive meget bedre til at fortælle de gode historier, siger Henrik Mielke, næstformand i Boligfonden Kuben, og fortsætter:
– Årets nominerede viser en idérig branche, der bruger forskellige metoder til at skabe trivsel i alle led af værdikæden. Det er meget inspirerende.
Fællesskab og jobskabelse
Første finalist, Bo-Vest og NCC, har i forbindelse med renoveringsprojektet Blokland i Albertslund givet lokale unge uden uddannelse eller job mulighed for fritidsjob, praktik og lærlingeforløb.
Samtidig har de skabt nye samarbejdsformer mellem håndværkere og beboere gennem fællesspisninger, brug af fælleshus og en enkel tommelfingerregel: Man hilser altid på hinanden.
Hylder trivslen og samarbejdet: Det er også godt for bundlinjen
– Bo-Vest har brugt renoveringerne som en løftestang til at skabe nye fællesskaber, bedre trivsel på byggepladsen og få udsatte unge i job, siger Christina Schulz, direktør for Byggeriets Samfundsansvar, og fortsætter:
– De har også arbejdet med mikroindsatser, som har stor betydning for stemningen på pladsen. Det er en bred vifte af initiativer, som kan inspirere andre.
Nye lamper og nye muligheder
Fischer Lighting giver gamle armaturer nyt liv ved at opgradere dem med LED-teknologi. Arbejdet med at demontere, opgradere og pakke lamperne foregår hos Hento Produktion – en socialøkonomisk virksomhed, hvor medarbejderne er på kanten af arbejdsmarkedet.
Over halvdelen af deltagerne i projektet er kommet videre i job, uddannelse eller ud af offentlig forsørgelse.
Lad os tage godt imod junior på arbejdspladsen
– Trivsel handler også om at have noget at stå op til. Folk uden fodfæste på arbejdsmarkedet oplever at bidrage til samfundet, få struktur på hverdagen og tryghed i arbejdsfællesskabet, siger Henrik Mielke og fortsætter:
– De får omsorg, rummelighed og social tryghed – alt sammen noget, der hjælper dem videre. Det er et projekt i lille skala, men med stor værdi.
Smil og sikkerhed i fokus
Sidste finalist er Enemærke & Petersen, som har udviklet det digitale trivselsværktøj 4S – en forkortelse for samarbejde, sikkerhed, sundhed og smil.
Medarbejderne svarer anonymt via mobilen 8-10 gange om året, hvordan de oplever arbejdspladsen indenfor de fire områder. Besvarelserne giver mulighed for at adressere problemer, før de vokser sig store.
Efter afsløringer om dårligt arbejdsmiljø: Ny indsats skal sikre trygge lærepladser
– Værktøjet giver alle mulighed for at blive hørt og skabe rammer for en åben dialog om arbejdsmiljøet, siger Christina Schulz og fortsætter:
– Ledelsen kan reagere på udfordringer, de måske ikke kendte til – og tage problemerne i opløbet. Det er et enkelt, men stærkt redskab, der nemt kan kopieres af andre til glæde for hele branchen.
