Tirsdag præsenterede regeringen et omfattende reformudspil, der skal sikre, at flere unge vælger professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.
I den forbindelse er den nye rapport fra Det Økonomiske Råd udkommet, og her konkluderer en analyse, at et ung menneskes livsindkomst vil falde med 1,2 mio. kroner, hvis vedkommende tager en erhvervsuddannelse i stedet for en gymnasial uddannelse.
Dagens Byggeri: Regeringens uddannelsesrecept er klar – fra 2030
Konklusionen møder hård kritik fra erhvervsorganisationen SMVdanmark, som mener, vismændene rammer skævt, og at analysen tegner et misvisende billede af værdien af erhvervsuddannelserne:
– Analysen baserer sig ikke på resultater for alle unge, men kun på et snævert udsnit og et utidssvarende datagrundlag med en metode, der hviler på antagelser, som ikke er opfyldt. Alligevel bruger vismændene resultaterne til at udtale sig generelt og overordnet om værdien af erhvervsuddannelserne for samfundet. Det, synes jeg, er helt uholdbart, siger adm. direktør i SMVdanmark og medlem af Det Økonomiske Råd, Jakob Brandt.
Ros til uddannelsesudspil: Et stort skridt i den rigtige retning
Han uddyber:
– Analysen er helt ubrugelig ift. at sige noget om, hvilket uddannelsesvalg unge bør træffe i dag, og hvad der er i samfundets samlede interesse. At basere beslutninger om det på vismændenes analyse svarer til at køre i sin bil om natten med slukket lys.
Se på bureaukratiet
Jakob Brandt peger på udfordringer med bureaukrati og administrative byrder som centralt for virksomhederne og som et tema, vismændene bør sætte mere fokus på fremadrettet:
– Vi ved, at virksomhedernes udgifter til at leve op til regler og krav og håndtere offentligt bøvl og bureaukrati vender den tunge ende nedad. Særligt er vi i de senere år blevet ramt af en tsunami af byrdefuld og bureaukratisk lovgivning fra EU. Det rammer forholdsmæssigt de små hårdere end det rammer de store.
– Disse udfordringer vil jeg opfordre vismændene til at sætte fokus på i en kommende analyse.