Det anslås, at Danmark i 2030 vil mangle ca. 100.000 faglærte, og derfor er det vigtigt, at unge og voksne ser erhvervsuddannelserne som et attraktivt uddannelsesvalg.
Men trods mange gode intentioner er søgningen til erhvervsuddannelserne stagneret, og frafaldet er fortsat højt.
For få faglærte øger risiko for gør-det-selv-bølge
Derfor foreslår Dansk Metal nu, at nye faglærte får en skattefri uddannelsespræmie på 100.000 kroner, som man vil få udbetalt, når man har fuldført sin uddannelse og arbejdet på fuld tid i et år:
– Det er nødvendigt at gøre noget drastisk og tænke nyt, fordi vi har brug for at flere gør deres faglige uddannelse færdig, siger Kasper Palm, som er forbundssekretær med ansvar for uddannelsespolitik i Dansk Metal.
Flere faglærte tjener mere end akademikere
Han uddyber:
– Alle kneb gælder for at få flere faglærte i Danmark. Regeringens kommende investeringer i erhvervsuddannelserne er et vigtigt skridt, men i Dansk Metal tror vi, at der også kan være brug for mere tydelige incitamenter for den enkelte. Og man belønner også pensionister for at fortsætte med at arbejde, når de er nået folkepensionsalderen, med en seniorpræmie.
Betaler hurtigt tilbage
Dansk Metal foreslår, at uddannelsespræmien i første omgang bliver indført som et forsøg tiltænkt specifikke faglærte uddannelser, hvor der er mangel på arbejdskraft:
– Lærlinge betaler skat hele tiden under deres uddannelse, og de betaler hurtigt de statslige udgifter til deres uddannelse tilbage. De er i lære på en virksomhed, hvor de får løn og betaler skat tilbage til samfundet. På de lange videregående eller andre uddannelsesområder kommer man – lidt groft sagt – ud med en gæld til samfundet, hvorimod vores medlemmer allerede har betalt deres uddannelse, siger Kasper Palm.
Koster over 1 milliard
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på konsekvenserne af at indføre uddannelsespræmien, og forslaget vurderes at koste ca. 1,5 mia. kroner eller 1,15 mia. kroner efter tilbageløb årligt i mindreprovenu til staten.
Mangel på faglærte: Indsats skaber 545 lærepladser
Begrænses tiltaget til uddannelser på positivlisten for faglærte, som er de erhverv, hvor der er mest mangel på faglærte, skønnes det at koste ca. 0,4 mia. kroner eller 0,3 mia. kroner efter tilbageløb årligt i mindreprovenu.
Tiltaget kan finansieres indenfor det nuværende økonomiske råderum, som aktuelt ligger i omegnen af 60 mia. kroner frem mod 2030.