Fremtidens arkitekter: Hellere en lydhør chef end en høj løn

Ifølge en ny undersøgelse vil unge arkitekter forandre verden til det bedre - og forventer samme ambition fra arbejdspladsen. Og så er gode arbejdsforhold afgørende for valg af virksomhed.
For 90 % af de yngre arkitekter er det 'afgørende vigtigt', at der er ordentlige arbejdsforhold for medarbejdere og praktikanter, herunder arbejdskultur, samarbejdsånd, overholdelse af aftaler og dét at have en lydhør chef. Foto: Gettyimages.
For 90 % af de yngre arkitekter er det 'afgørende vigtigt', at der er ordentlige arbejdsforhold for medarbejdere og praktikanter, herunder arbejdskultur, samarbejdsånd, overholdelse af aftaler og dét at have en lydhør chef. Foto: Gettyimages.

Hvis man som arkitektvirksomhed også gerne vil have medarbejdere i fremtiden, er det en god ide aktivt at udvise ansvar ift. de udfordringer, samfundet står overfor.

I undersøgelsen ‘De yngre arkitekters værdier og holdninger til deres fag’ konkluderes det nemlig, at unge arkitekter kobler deres faglige virke tæt sammen med, hvordan de kan forandre verden til det bedre.

Og de forventer, at deres arbejdsplads eller kommende arbejdsplads også tager et samfundsmæssigt ansvar – ikke alene i deres professionelle virke, men også i deres adfærd. Det gælder både i forhold til klima, bæredygtighed og arbejdskultur og arbejdsforhold.

– Man kan slet ikke skille det arkitektfaglige og politiske. Som arkitekt påvirker man samfundet med sin faglighed – og det er man nødt til at tage ansvar for, siger Louise, der er 26 år og studerende på Arkitektskolen Aarhus.

Ligeså politiske som i 70’erne

Det er Arkitektforeningen i samarbejde med de to arkitektuddannelser – Arkitektskolen Aarhus og Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design og Konservering – der har fået lavet undersøgelsen, som 160 dimittender (inden for de seneste tre år) og nuværende studerende har deltaget i.

De yngre arkitekter er blevet spurgt til værdier og holdninger, der knytter sig til henholdsvis samfundet, arbejdspladsen, prestige, løn og deres faglighed i forhold til deres egen udvikling samt udviklingen af arkitekturen.

71 % af deltagerne svaret, at det er ‘afgørende vigtigt’ at arbejde et sted, der har fokus på klima og miljø. Dette betragtes nærmest som en uadskillelig del af arkitektfagligheden og arkitektens ansvar for at bidrage til at nedsætte byggeriets enorme aftryk på klimaet:

– Det billede, undersøgelsen giver, hænger godt sammen med det, vi oplever. Vi har ikke set en generation, som er mere politisk siden 70’erne. De unge arkitekter, der kommer ud i dag, er drevet af en passion og en ild efter at forandre verden til et bedre sted og sikre, at der også er plads til de kommende generationer, siger Jakob Brandtberg Knudsen, dekan for Arkitekter, Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering.

Kan trække udviklingen i den rigtige retning

Kristine Leth Juul, prorektor Arkitektskolen Aarhus, er enig:

– Det overrasker mig ikke, at de unge arkitekter brænder så meget for at forandre samfundet gennem deres arkitektur, og at emner som grøn omstilling og bæredygtighed fylder så meget. Det ser vi også, når de studerende arbejder med deres projekter her på skolen. Det glæder mig, at vores unge arkitekter også vil være med til at gøre verden til et bedre sted, og jeg er sikker på, at de kan bruge arkitekturen til at trække udviklingen i den rigtige retning, siger hun.

Arbejdsvilkår er et stort problem

De unge arkitekter er ikke kun drevet af ambitioner for klima og miljø, men har også et skarpt øje for virksomhedernes kultur og ansættelsesforhold. Hele

I undersøgelsen svarer 90 % af de yngre arkitekter, at det er ‘afgørende vigtigt’, at der er ordentlige arbejdsforhold for medarbejdere og praktikanter. Dels fordi de mener, at det er en forudsætning for at kunne arbejde kreativt og professionelt som arkitekt, og dels fordi de anser arbejdsvilkårene for yngre arkitekter som et stort problem i arkitektbranchen.

Med ‘ordentlige arbejdsforhold’ fremhæver de unge arbejdskulturen, samarbejdsånd, overholdelse af aftaler og dét at have en lydhør chef som værende vigtigst. En høj løn er ikke afgørende, men skal dog være rimelig.

– Vi har netop lavet undersøgelsen, fordi vi havde nogle antagelser om, at de unge arkitekter vægter andre værdier end de tidligere generationer på arbejdsmarkedet – og kæmper nogle værdikampe, som både handler om ligestilling og ordentlige forhold blandt andet for praktikanter, siger Arkitektforeningens direktør, Lars Autrup, og tilføjer:

– Med undersøgelsen har vi fået en anledning til at starte en mere kvalificeret dialog med arbejdspladserne, men også med bygherrer og andre parter, der sammen med den nye generation skal forme fremtidens samfund.

Lars Autrup, understreger, at undersøgelsesresultatet skal ses som strømpile for de yngre arkitekters værdier og holdninger.

Relateret indhold