Fond uddeler millioner til grønnere viden på byggeuddannelser

Villum Fonden bevilger knap 50 mio. kroner til at gøre erhvervsuddannelserne grønnere, og bl.a. modtagerne er EUC Sjælland, hvor elever faglærere vil få praktisk erfaring med nye byggemetoder, materialer og mere energieffektive løsninger.
Bevillingerne gør det muligt for, at elever på bl.a. EUC Sjællands tømreruddannelser får praktisk erfaring med nye byggemetoder, genbrugsmaterialer og energieffektive løsninger. Foto: EUC Sjælland.

Hvis Danmark skal nå sine klimamål, er der brug for unge faglærte, der kan og vil bidrage til den grønne omstilling.

Sådan lyder det fra Villum Fonden, der via puljen ‘Grønnere EUD’ nu bevilliger knap 50 mio. kroner til at gøre erhvervsuddannelserne grønnere:

– Erhvervsuddannelserne er en hjørnesten i Danmarks grønne omstilling. De skal levere de faglærte, der kan omsætte grøn viden til konkrete løsninger – fra energieffektive bygninger til bæredygtige fødevaresystemer og transport, siger Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden.

Læs også

Forskere samles for at sætte fart i fremtidens regenerative byggeri

En af modtagerne er den selvejende uddannelsesinstitution EUC Sjælland, som med to bevillinger på samlet 2,7 mio. kroner nu sætter gang i to projekter, der over de næste to år skal klæde elever og undervisere godt på til fremtidens byggeri.

– Som uddannelsesinstitution har vi et ansvar for at forberede fremtidens håndværkere til at tage aktiv del i den grønne omstilling. Villum Fondens støtte giver os en unik mulighed for at skabe et læringsmiljø, hvor elever og undervisere kan udforske og eksperimentere med bæredygtighed i praksis. Vi stræber efter at inspirere til nye måder at tænke og bygge mere klimavenligt på, siger Ole Holm, der er uddannelseschef på EUC Sjælland.

Gennem projekterne vil elever og faglærere på tømrer-, murer- og struktøruddannelserne få praktisk erfaring med nye byggemetoder, genbrugsmaterialer og mere energieffektive løsninger.

Læs også

Realdania deler ny viden om biobaseret byggeri. Flere eksempelbyggerier på vej

Konkret har EUC Sjælland modtaget støtte til at gennemføre projektet ’Grønnere faglærere til byggeri’ samt projektet ’Mod en endnu grønnere tømreruddannelse’.

Også struktørerne på EUC Sjælland kan se frem til ny viden. Foto: EUC Sjælland.

Førstnævnte har til formål at opkvalificere faglærerne på EUC Sjælland og AMU Fyn inden for struktur- og mureruddannelserne samt faglærerne. Opkvalificeringen vil ske gennem undervisningsmoduler og workshops, hvor deltagerne får indsigt i nye byggemetoder, anvendelse af genbrugsmaterialer og energieffektive processer.

Projektet afsluttes med udviklingen af nye undervisningsforløb, der implementeres på de deltagende skoler og samtidig gøres tilgængelige for andre, så materialet kan udbredes og skabe værdi i hele landet.

– Vores faglærere er omdrejningspunktet for uddannelsen af fremtidens håndværkere. Når de er på forkant med grønne løsninger, sikrer vi, at vores elever uddannes til at tage aktiv del i den grønne omstilling, siger Stig Rasmussen, der er uddannelsesleder på EUC Sjælland.

Hamp, tang og vidensdeling

Projektet ’Mod en endnu grønnere tømreruddannelse’ er et såkaldt modningsprojekt, der skal undersøge, hvordan den grønne omstilling kan blive en endnu mere integreret del af tømreruddannelsen.

Her er fokus på, hvordan eleverne kan få mere praktisk erfaring med f.eks. biogene byggematerialer som hamp og tang indenfor de gældende rammer i uddannelsen.

Læs også

Det kræver stærke rollemodeller, hvis vi skal lykkes med at uddanne flere faglærte

Foruden at styrke skolens egne elever og undervisere sigter de to projekter også mod at udvikle metoder og erfaringer, der kan inspirere og løfte erhvervsuddannelser på landsplan:

– En afgørende faktor for en vellykket grøn omstilling er vidensdeling, og at vi lærer af hinanden. Derfor er vidensdeling en central del af opgaven. Vi ser frem til at gå i gang med projekterne og skabe resultater, der forhåbentlig kan gavne erhvervsskoler i hele lande, siger uddannelseschef Ole Holm.

Relateret indhold