DI Byggeri om nyt krav på byggepladser: Det handler om tryghed og orden

DI Byggeri tager man positivt imod regeringens nye initiativ mod social dumping. For byggeriet har brug for internationale kolleger, der arbejder under ordentlige vilkår.
Rasmus Brandt Lassen
- ID-kortet gør det langt nemmere at sikre, at de rette personer har adgang til pladsen, og at der er styr på, hvem der udfører hvilke opgaver, siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.

Mandag præsenterede regeringen en ny overenskomstbaseret erhvervsordning, som skal sikre dansk erhvervsliv nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft fra udvalgte lande på danske løn- og arbejdsvilkår.

Samtidig præsenterede regeringen nye initiativer mod social dumping, herunder krav om ID-kort på større bygge-og anlægsprojekter med en anlægssum på over 100 mio. kroner.

Kortet skal skabe større gennemsigtighed og sikre, at både arbejdsgivere, myndigheder og kolleger let kan identificere, hvem der arbejder hvor og for hvem.

Læs også

Social dumping fortsætter: Minister varsler flere aktioner

Og initiativet bliver modtaget positivt hos DI Byggeri:

– ID-kortet gør det langt nemmere at sikre, at de rette personer har adgang til pladsen, og at der er styr på, hvem der udfører hvilke opgaver, siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.

Har brug for internationale kolleger

Kortet kan være digitalt på telefonen, og Rasmus Brandt Lassen forventer, at det kan være et effektivt redskab til at håndtere praktiske og sproglige udfordringer på tværs af fag og nationaliteter:

– Det handler om at skabe tryghed og orden. Når alle kan identificeres hurtigt og præcist, er det lettere at sikre ordnede forhold og et godt samarbejde på pladsen.

– Sager om underbetaling, snyd og social dumping hører ikke hjemme i Danmark, og ødelægger det for de tusindvis af medarbejdere og virksomheder, der hver dag sikrer ordnede forhold på byggepladserne. Jeg håber og forventer, at vi i fremtiden vil se færre af den slags sager.

Læs også

Social dumping: Vikarbureauerne bør ikke løbe fra deres ansvar

Han siger videre, at branchen har brug for internationale kolleger, og at det med certificeringsordningen bliver lettere for dem at arbejde i Danmark på ordentlige vilkår:

– De har enorm betydning for Danmark – ikke mindst for de opgaver, de løser i byggeriet.

Læs også

Flere byggefirmaer frygter social dumping – kan hurtigt ramme indtjeningen

Med den nye ordning vil det fremover være et krav, at hvis man ønsker at benytte den til at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark, skal man have en overenskomst indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Den nye ordning gælder statsborgere fra USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova.

Relateret indhold