Boligselskaber vil skaffe jobs til ledige beboere

Et samarbejde mellem fire boligorganisationer og jobcentre vil gå nye veje om jobskabelse i almene boligområder.
Landets almene boliger står overfor mange renoveringer, det kan skabe job til mange af boligselskabernes beboere. Foto: Colourbox.
Landets almene boliger står overfor mange renoveringer, det kan skabe job til mange af boligselskabernes beboere. Foto: Colourbox.

Startskuddet har lydt til et nyt samarbejde mellem fire boligorganisationer, jobcentrene og de boligsociale helhedsplaner i Viborg og Silkeborg. Under overskriften “Partnerskaber om job i almene boligområder – samarbejde om lokal jobskabelse” skal en ny model afprøves, hvor ledige beboere i de almene boligområder matches til jobåbninger i de virksomheder, som boligorganisationerne samarbejder med. Jobåbningerne omhandler både almindelige drift- og vedligeholdelsesopgaver ude i afdelingerne og ved større renoveringer og helhedsplaner i boligorganisationerne.

– Vores mission er at skabe rammerne for et godt hjem for vores beboere, og hvis vi på nogen måde kan hjælpe med til at vores beboere også får en plads på arbejdsmarkedet, er det en gevinst for alle parter. Vi har stor tiltro til, at alle vores samarbejdspartnere kan bidrage til opgaven, og vi regner med, at de kommende helhedsplaner også vil åbne for jobmuligheder til nogle af de beboere, som har sværest ved selv at finde et job, lyder det fra direktør i Arbejdernes Byggeforening, René Kjær Rasmussen.

Mangler I en mand?

Metoden er enkel.

Når en af boligorganisationerne rekvirerer for eksempel en håndværker, en revisor eller en byggeteknisk rådgiver til at udføre opgaver for sig, tages der samtidig en dialog med virksomheden, om de kan bruge en ny elev, en lærling eller om de har andre muligheder for ansættelse.

Den tilgang har forvaltningsdirektør i Boligselskabet Sct. Jørgen, Klaus Madsen, tro på.

– Vi sagde straks ja, da vi blev præsenteret for idéen om at samarbejde med vores leverandører om at skabe job til vores beboere. Det giver rigtig god mening og vi forventer, det vil få en positiv betydning for vores lokalmiljø. Særligt i vores eget boligområde, men også i kommunen som helhed. Og vi tror, erfaringerne fra dette projekt også kan være med til at løfte almene boligområder andre steder i landet, siger han.

Når der opstår en jobmulighed hos en af samarbejdsvirksomhederne, bringes det videre til en jobkonsulent fra jobcentret og en boligsocial medarbejder fra Den Boligsociale Helhedsplan. Hvis det fører til en ansættelse i virksomheden, bliver der løbende fulgt op fra jobcentrets side, og de rykker ud, hvis noget går skævt i forløbet, som i samarbejde finder ledige beboere, der matcher jobbet.

Samarbejdspartnerne i projektet er Boligselskabet Viborg, Boligselskabet Sct. Jørgen, AAB Silkeborg, Arbejderens Byggeforening, Boligsocial Helhedsplan i Viborg, Boligsocial Helhedsplan i Silkeborg, Jobcenter Silkeborg og Jobcenter Viborg. Projektet er støttet af Poul Due Jensens Fonden i foreløbig to år, og projektet bliver fulgt og evalueret af rådgivningsfirmaet Discus.

Relateret indhold