Barslende murere vil have bedre vilkår

Tunge løft er et vilkår for såvel murere som sygeplejersker. Men hvor sidstnævnte kan trække sig otte uger før termin til fuld løn, kan førstnævnte kun drømme om lignende vilkår - og det gør de.
Blåkläder leverer arbejdstøj til gravide håndværkere, men mens kvinderne er velkommen på byggepladsen, er deres barselsvilkår ikke i samme grad indtænkt i overenskomsten. Pressefoto.
Blåkläder leverer arbejdstøj til gravide håndværkere, men mens kvinderne er velkommen på byggepladsen, er deres barselsvilkår ikke i samme grad indtænkt i overenskomsten. Pressefoto.

Der er små tre år til næste runde overenskomstforhandlinger på bygge- og anlægsområdet. Men allerede nu afsendes prøveballoner – ideer til, hvad der skal prioriteres, når den tid kommer.

I dette tilfælde drejer det sig om barselsvilkår. En blind vinkel, kalder flere kvindelige håndværkere det i Fagbladet 3F – hvor man fremsætter et ønske om, at der tages mere hensyn til de kvinder, som branchen skriger på.

Vilkårene for gravide i byggeriet, lader nemlig meget tilbage at ønske. I overenskomsten er der ikke indlagt mulighed for, at man kan fratræde arbejdet otte uger før termin med fuld løn, som det er muligt i eksempelvis sygeplejerskernes overenskomst, lyder det blandt andet.

Og løngabet fra arbejde til barsel er også langt mere markant, end på den offentlige side af banen. Det skal der gøre noget ved, udtaler Nina Groes, der er initiativtager til Boss Ladies, som netop arbejder for at tiltrække unge kvinder til byggefagene.

– Det er vigtigt, at vi får lavet nogle kollektive løsninger, så det ikke bliver den enkelte, der er til besvær, og så små virksomheder også har råd til at betale en barsel og ansætte en kvinde, siger hun blandt andet til Fagbladet.

Kampen om retningen

Hvorvidt de kommende mødre får held til at indarbejde bedre betalt barsel i overenskomsten, står hen i det uvisse. Men der skal i den grad arbejdes for sagen.

For grunden til, at der ikke er sket meget på området indtil nu, skyldes, at flertallet bestemmer fokus. Og blandt bygge- og anlægsfolk er træder barsel i baggrunden fremfor mere højrøstede krav til blandt andet stigende mindsteløn og de værn mod social dumping, som ikke blev implementeret i de seneste forhandlinger.

I 3F Byggegruppen erkender formand Claus von Elling, at der er plads til forbedringer. Han udtaler til Fagbladet:

– Når vi går til overenskomstforhandling, tager vi de krav med, vi får fra vores medlemmer. Og det her har bare ikke været fremme som et ønske, siger han.

1,5 procent af 3F Byggegruppens medlemmer er kvinder.

Første skridt

En spæd begyndelse til bedre vilkår leverer imidlertid Branchefællesskabet for Bygge og Anlæg. Her udkommer snart med en ny vejledning til, hvordan man tilrettelægger arbejdet for gravide kollegaer på byggepladser og i grusgrave.

Hvilke løft kan de klare, og hvordan undgår man den kemi, der er allestedsnærværende blandt eksempelvis malere. Det vil BFA forsøge at svare på.

Relateret indhold