Den gode nyhed er, at ingen danskere mistede livet på grund af ulykker på elektriske anlæg sidste år. Den dårlige nyhed er, at der aldrig har været så mange indrapporterede personskader og ulykker på elektriske anlæg, som der var i 2021.
I alt 130 hændelsesindberetninger blev det til, viser den nye rapport ‘Hændelser i elanlæg 2021’ fra Sikkerhedsstyrelsen:
– 32 indberetninger om personskader
– 85 indberetninger om materielle skader
– 13 indberetninger om nær-ved hændelser
64 af hændelserne er sket på lavspændingsanlæg og 66 på højspændingsanlæg. I 2021 var der ingen hændelser med testudstyr. Vindmøller og elkedler er som noget nyt med i opgørelsen over hændelser i elanlæg.
Det er tredje år i træk, at indberetningerne til styrelsen er steget og ikke nok med det:
– Vi kan være nervøse for, at der er et mørketal, så vi ikke har det sande billede. Jo mere viden, vi har, jo bedre kan vi målrette information og indsatser til branchen. Det er kun sådan, at vi alle kan blive klogere og lære af fejlene. Men det er klart, at det er ulykkeligt, hvis den fortsatte stigning skyldes, at der for hvert år bliver begået flere og flere fejl, siger vicekontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Evy Boe Madsen, der understreger vigtigheden af, at de driftsansvarlige fortsætter med at indrapportere alle hændelser, hvilket i øvrigt er obligatorisk.
Især ikke-elsagkyndige kommer til skade
Hvert år udarbejder Sikkerhedsstyrelsen en rapport over hændelser på elanlæg, så blandt andre entreprenørbranchen og netselskaberne kan lære af fejlene på elektriske anlæg.
Stationer, kabelskabe og anlæg hvor der foretages kobling til elforsyningsnettet, er de anlægstyper der oftest var involverede i hændelser i 2021. Der var flest personskader forbundet med hændelser på lavspændingskabler.
Hovedparten af hændelserne med materiel skade i kabelskabe var elbrande, og hovedparten af hændelserne med højspændingskabler var graveskader.
– Arbejdsfejl var årsag til de fleste indberettede hændelser i 2021, og vi kan se, at de fleste personskader går ud over ikke-elsagkyndige. Det er vigtigt, at entreprenørvirksomheden søger oplysninger i Ledningsejerregistret og kontakter netselskabet, når et gravearbejde skal foregå i nærheden af et elektrisk anlæg. Entreprenøren er også forpligtet til at instruere og informere de medarbejdere, som skal arbejde i nærheden af et elektrisk anlæg, inden arbejdet igangsættes, siger Evy Boe Madsen og fortsætter:
– Der er også en del personskader blandt elsagkyndige i forbindelse med arbejde på elektriske anlæg, hvilket understreger, at det er farligt at arbejde på el-anlæg.