30 dages betinget fængsel for asbest-forfalskning: ”Dommen er alt for mild”

Byggerådgiver dømmes for at forfalske asbestprøver i Aalborg. Men dommen skal ankes, står det til håndværkerforbund.
Fire mennesker i beskyttelsesdragter håndterer asbest
"Har der så også været snydt med de tidligere prøver?" spøger formand for Kreds Nord-Midtjylland i Blik- og Rørarbejderforbundet. Foto: Gettyimages.

I starten af 2025 vakte en asbest-sag på Badehus i Aalborg stort postyr ikke bare på det nordjyske, men på hele det danske byggemarked.

En byggerådgiver havde angiveligt forfalsket en asbestprøve og udsat 200 håndværkere for asbest i et stort renoveringsarbejde.

Byggerådgiveren var ansat i ingeniørvirksomheden Brix og Kamp.

Læs også

”Dybt kritisabelt”: Snyd med asbestprøver ryster borgmester

Han blev afskediget, efter han blev tiltalt. Og nu er manden også dømt til 30 dages betinget fængsel for dokumentfalsk, ifølge DR.

– Der er ikke så stort et sammenligningsgrundlag, for der er ikke mange domme på lige præcis det her område, så vi har kigget på, hvor man normalt ligger i sager om dokumentfalsk, lyder det fra anklager Signe Møller til DR.

30 dage er ”en direkte hån”

Dommen høster ikke store roser i branchen.

En markant kritikker er Blik- og Rørarbejderforbundet, der har fulgt sagen tæt.

– Denne sag er i kategori helt for sig selv. Når man bevidst fusker med asbestprøver og udsætter bygningsarbejdere for fare, er 30 dages betinget fængsel en direkte hån, siger forbundsformanden i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen på deres hjemmeside og fortsætter:

Læs også

Har allerede 300 % flere asbestsager end i hele 2024

– Jeg forventer, at sagen ankes, så vi får prøvet denne afgørelse. Man skal ikke kunne slippe fra at sætte 200 menneskers liv og helbred på spil.

Forbundsmanden hæfter sig ved, at dommen kun fokusere på dokumentfalsk og ikke ved, at 200 mennesket blev ufrivillig udsat for en sundhedsfare.

Kredsformand: Har der været snyd med andet?

Formanden for Kreds Nord-Midtjylland i Blik- og Rørarbejderforbundet, Thomas Christensen, bakker op om kritikken.

– Dommen er alt for mild. Ikke mindst set i lyset af, at byggeledelsen har svindlet bevidst, og dermed bevidst udsat rigtig mange håndværkere for den livsfarlige asbest på byggeriet på Badehusvej, siger Thomas Christensen og fortsætter:

– Mange af vores medlemmer og deres kolleger frygter samtidig, hvad der reelt er foregået på byggepladsen, inden denne svindel er blevet opdaget. For har der så også været snydt med de tidligere prøver?

Relateret indhold