Pulsparken kombinerer regnvand og svedperler

Den 24.000 kvadratmeter store park, Pulsparken, bliver en del af områdefornyelsen 'Dit Bolbro' i Odense og skal både fungere som klimatilpasning og aktivitetspark.
Pulsparken er tegnet i forlængelse af boligbebyggelsen Christians Park, der omfatter 138 lejligheder med grønne fællesarealer mellem husene. Et boligprojekt tegnet af Juul | Frost Arkitekter for Barfoed Group. Visualisering: Juul | Frost Arkitekter.
Pulsparken er tegnet i forlængelse af boligbebyggelsen Christians Park, der omfatter 138 lejligheder med grønne fællesarealer mellem husene. Et boligprojekt tegnet af Juul | Frost Arkitekter for Barfoed Group. Visualisering: Juul | Frost Arkitekter.

Projektparter

  • Bygherre: Barfoed Group
  • Landskabsarkitekt: Juul | Frost Arkitekter
  • Ingeniør: Rambøll Odense
  • Ingeniør på regnvandsbassiner: EnviDan
  • Bygherre regnvandsbassiner: VandCenter Syd
  • Entreprenør regnvandsbassiner: Marius Pedersen
  • Anlægsgartner: HedeDanmark
  • Inventar og etablering af aktivitetszoner og legeområder: Uniqa
  • Smed: NP-Stål

Ved udgangen af 2021 får odenseanerne en ny park at motionere i. Navnet er Pulsparken, og den skal være en del af regnvandshåndteringen i Bolbro.

Juul | Frost Arkitekter, Rambøll Odense og EnviDan har i samarbejde med Barfoed Group, Odense Kommune og VandCenter Syd, og med inddragelse af borgerne, tegnet Bolbros nye regnvands- og aktivitetspark. Parken skal supplere Bolbros øvrige grønne områder og invitere til både afslapning og fysisk aktivitet i upolerede og dynamiske rammer.

– Hos Juul | Frost Arkitekter har vi et holistisk fokus på social, fysisk og mental sundhed. Vores ambition er at parker, natur og grønne områder skal gøre en forskel, uanset om man trænger til en mental pause og ro eller til at få pulsen op, fortæller partner med ansvar for landskab og urbanitet hos Juul | Frost Arkitekter, Line Stybe Vestergaard.

Pulsparken bliver indrettet med en forhindringsbane og forskellige aktivitetszoner til diverse typer af uformel træning samt motion og leg. Variationen betyder, at parken giver mulighed for fysisk aktivitet af varierende intensitet og varighed til forskellige muskelgrupper og aldersgrupper.

Parkens stiforløb byder på ruter med forskellige perspektiver og oplevelser. Stierne får varierende underlag, der sikrer, at de forskellige ruter henvender sig til forskellige brugere: Her er plads til både gående, løbende, cyklister og rulleskøjteløbere.

Områdets store træer bevares, men opstammes, og det tætte krat åbnes for at åbne området op. Åbenheden skal i samspil med belysning, herunder intelligent lyssætning, sikre, at alle kan føle sig trygge i parken døgnet rundt. En varieret beplantning, både på land og i vand, understøtter en mangfoldig biodiversitet og sikrer nye naturoplevelser gennem alle årstider. Ambitionen er en åben og inviterende park, der henvender sig til hele Bolbro.

Relateret indhold