Materieludlejning: Kunderne bestemmer prisstrukturen

Cramo ændrer deres priser i branchen. Konkurrenterne har ikke tænkt sig at følge trop.
Pitzner og Loxam mener, at prisstrukturen for materieludlejning er et udtryk for kundernes ønsker. Foto: Pressefoto.
Pitzner og Loxam mener, at prisstrukturen for materieludlejning er et udtryk for kundernes ønsker. Foto: Pressefoto.

I Dagens Byggeri har man for nyligt kunne læse, hvordan Cramo har valgt at sige farvel til en prisstruktur med skyhøje rabatter og mange gebyrer til fordel for et system med mere faste og gennemskuelige priser.

– Det er simpelthen en uærlig prissætning, og ingen kan efterhånden overskue priserne. Vi kan faktisk ikke selv forklare vore gebyrer, og det er direkte pinligt for branchen, siger Martin Henriksen, administrerende direktør i Cramo A/S om den nuværende prisstruktur.

Spørger man administrerende direktør hos Pitzner, Ole Wamsler, om han deler denne holdning, er svaret et andet. Han mener langt fra, at prisstrukturen er pinlig, og mener derimod at det er op til kunderne selv at efterspørge, hvad de gerne vil have.

– Vi er ikke i en situation, hvor kunderne står og presser på for, at prisstrukturen skal ændres, og i sidste ende er det jo dem, der bestemmer, siger Ole Wamsler, men afslører også, at han vil følge med fra sidelinjen og se, hvordan det går med Cramos prisstruktur.

Cramo bryder med kutymen

– Størstedelen af udlejningsbranchen kører med en anden prisstruktur end den, Cramo skifter til, så jeg er spændt på at se, hvordan de vil få det til at fungere i praksis. De bryder med kutymen i branchen, og enten er det genialt, eller også er det ikke, lyder det fra Ole Wamsler.

Han understreger samtidig, at de differentierede priser og rabatter er nødvendige for Pitzner, fordi kunderne og deres volumen er så forskellige.

– I sidste ende er systemet slet ikke så kompliceret. Vi arbejder med projekter, løsninger og tæt dialog for at afdække et behov, og så tager vi udgangspunkt i de ting, som kunden mangler og ikke en fast pris på en pakkeløsning. En kunde skal jo ikke betale for en pakkeløsning med en forsikring, hvis han allerede har én.

Ole Wamsler sammenligner branchen med flybranchen, hvor SAS måske er nemmere at booke en billet hos, fordi de sælger pakkeløsninger med alt fra sæde til bagage inkluderet i prisen, mens lavprisselskabernes priser kan være sværere at gennemskue.

– Prisen hos SAS er næsten altid dyrere, for du skal ikke betale for bagage, sæde osv., men du betaler stadig en højere pris, end hvis du går til et lavprisflyselskab, hvor prisen er sværere at gennemskue.

Kunden i centrum

Hos Loxam vil administrerende direktør, Hanne Baunsgaard, ikke kommentere på Cramos initiativ, men hun vil gerne fortælle, hvordan Loxam prisfastsætter deres produkter og serviceydelser.

– Vi prisfastsætter ud fra de enkelte kunders ønsker. Vi har en bruttopris på alt materiel, men hvis en kunde ønsker en nettopris, så præsenterer vi det for dem. Vi følger kundernes ønske om, hvordan de gerne vil have præsenteret en pris. Prisen består af mange elementer, og vi handler med vores kunder baseret på den pris, der står nederst på fakturaen, siger Hanne Baunsgaard.

Hun forklarer, at Loxam er ISO-certificeret, og derfor har en fast procedure for at få materiellet efterset, testet og rengjort, så det er klar til nye lejere.

– Vi vil gerne levere et kvalitetsprodukt. Det er en helhedsoplevelse og derfor er det ikke prisen, men kunden, der skal være i centrum, fastslår Hanne Baunsgaard og tilføjer:

– Vi holder den stil, som vi i Loxam finder rigtig. Vi fokuserer meget på helhedsopfattelsen, som vi leverer til kunden, og derfor vægter kvalitet og service selvfølgelig højt.

Relateret indhold