Brændeovne og pejseindsatse er nærmest garanti for hygge i hjemmet. Men de udgør samtidig også et af de største bidrag til partikelforureningen fra Danmark. Det anslås, at 40 procent af den danske partikelforurening stammer fra brændeovne og andre brændefyringsanlæg. Heraf vurderes, at ca. 1.200 mennesker hvert år dør for tidligt i Danmark som følge af brændefyring i ind- og udland.
I juni præsenterede Teknologisk Institut det første delresultat fra måling af partikelforureningen hos 25 husstande i Aarhus-forstaden Mårslet – et typisk villakvarter – ved brug af brændeovne. Tallene viste, at koncentrationen af partikler i luften steg med 20 procent i gennemsnit, når der blev fyret op i ovnene i kvarteret.
Læs mere her: Brændeovne øger luftforureningen i villakvarteret med 20 procent
Produktionsåret er afgørende
Folketinget har derfor vedtaget en ny lov, der skal sikre mindre forurenende røg fra landets private skorstene. Det betyder, at alle boligkøbere i forbindelse med tinglysning af deres nye bolig fra den 1. august har skullet oplyse, om de har en brændeovn eller en pejseindsats – og hvornår den er produceret.
Hvis brændeovnen er produceret før de. 1. januar 2003, skal den enten udskiftes eller skrottes, mens den kan blive stående, hvis den er produceret efter den 1. januar 2003. Er brændeovnen svanemærket eller har en prøvningsattest, er den produceret efter 2003. Dog vil produktionsåret for nogle brændeovne være ukendt og skal i så fald vurderes af en skorstensfejer eller anden fagperson. Miljøstyrelsen vurderer, at ældre brændeovne udleder op til fem gange så mange partikler, som de nyere brændeovne.
For egen regning
Det er boligkøberen, der for egen regning enten skal have nedlagt eller udskiftet brændeovnen senest 12 måneder efter, at de har overtaget huset. Ellers kan det resultere administrative tvangsbøder fra Miljøstyrelsen.
Der er ca. 700.000 brændeovne i Danmark og omkring 260.000 skønnes at være produceret før 2003. Miljøstyrelsen forventer, at ca. 12.000 brændeovne skal udskiftes i 2021. I lovforslaget til ejerskifteordningen vurderes, at kravet om udskiftning af brændeovne og pejseindsatse fra før 2003 vil medføre en reduktion på ca. 13.000 tons partikler over en 20-års periode – sammenlignet med en fremskrevet udvikling uden ejerskifteordning. Denne vurdering er dog behæftet med en stor usikkerhed. Derfor vil virkningen af loven også blive evalueret løbende.