Om Enghaveparken
- Bygherre: Københavns Kommune og HOFOR
- Arkitekt: Tredje Natur
- Ingeniør: COWI
- Konsulenter: Platant
- Entreprenør: Hoffman
Vinderen af Årets Arne blev fundet fredag 29. januar ved den digitale uddeling i Arkitektforeningen København. Juryen skulle vælge mellem fem nominerede, og her trak Enghaveparken sig sejrrigt ud. Det skriver Arkitektforeningen.
– Enghaveparken er på mange måder velfærdssamfundet vugge anlagt i 1929 for at løfte den formørkede arbejderklasse. Den rummer blandt andet tidlige værker af Arne Jacobsen og en af Københavns første, offentlige legepladser, sagde Flemming Rafn, partner i Tredje Natur, der i 2014 vandt konkurrencen om at lave haven om til en folkepark.
– Tredje Natur har fået et uhørt komplekst arbejde til at fremstå som et “hvor-svært-kan-det være-projekt”. Enghaveparken fremstår med en lethed, som integrerer et teknologisk komplekst program med den kulturhistorie, som parken er bærer af
juryen bag Årets Arne
– Opgaven lød på at forny en folkepark, der dengang havde en million årlige besøgende og som samme år var udpeget som et ud af fem landskabsarkitektoniske hovedværker, som skulle fredes. Og så skulle vi i øvrigt lige finde plads til de her 23 tusind kubikmeter skybrudsvand, fortsatte han.
Den opgave er i den grad lykkedes ifølge juryen, der bestod af medlemmer fra lokalledelsen i Arkitektforeningen København.
– Tredje Natur har fået et uhørt komplekst arbejde til at fremstå som et “hvor-svært-kan-det være-projekt”. Enghaveparken fremstår med en lethed, som integrerer et teknologisk komplekst program med den kulturhistorie, som parken er bærer af.
Det er andet år i træk, at et klimaorienteret uderum vinder Årets Arne. I 2020 var det nemlig Skt. Kjelds Plads og Bryggervangen, der blev tildelt Årets Arne.