Danske miljøvaredeklarationer til byggebranchen

I efteråret 2013 blev EPD Danmark lanceret af Teknologisk Institut. Nu er den første dansk-registrerede miljøvaredeklaration færdig og flere er på vej.
Isoklinker ApS er indehaver af EPD Danmarks første miljøvaredeklaration. Foto: Pressefoto.
Isoklinker ApS er indehaver af EPD Danmarks første miljøvaredeklaration. Foto: Pressefoto.

Det er virksomheden Isoklinker ApS fra Risskov ved Aarhus, som er indehaver af EPD Danmarks første miljøvaredeklaration. Isoklinker er et isoleringssystem til energirenovering af eksisterende facader, og virksomhedens ejer er stolt af at kunne fremvise deres nye miljøvaredeklaration.

– Vi tror på, at bæredygtighed i byggeriet og ikke mindst synlighed af et produkts miljøbelastning i en livscyklusbetragtning er en vigtig forudsætning for at kunne bygge sunde og gode bygninger både nu og i fremtiden. Derfor har vi valgt at få lavet en miljøvaredeklaration, siger Søren Holmelund fra Isoklinker ApS.

Det overordnede mål med en miljøvaredeklaration, på engelsk Environmental Product Declaration (EPD), er at give relevant og verificeret information om miljøbelastningen fra bl.a. byggevarer.

Anerkendt ordning

Byggebranchen har gennem EPD Danmark, som administreres af Teknologisk Institut, muligheden for at udgive danske miljøvaredeklarationer, som er internationalt anerkendte.

Mathias Høeg er chefkonsulent i EPD Danmark og har været med fra initiativets spæde start og til nu, hvor EPD Danmarks første EPD er færdig. Han er glad for, at danske virksomheder nu kan få udviklet EPDer i Danmark, som samtidig er internationalt anerkendte.

– Udviklingen og udgivelsen af miljøvaredeklarationer (EPD) for byggevarer administreres af såkaldte EPD-programmer eller ordninger. Disse ordninger er underlagt et sæt retningslinjer, som sikrer ensartet kvalitet og indhold i de miljøvaredeklarationer, der udvikles. I vores europæiske nabolande har sådanne ordninger eksisteret i adskillelige år, og nu er den danske byggebranche altså også at finde på Europakortet, siger Mathias Høeg og uddyber:

– At vi har fået EPD Danmark betyder, at danske byggevareproducenter nu har et sted at gå hen, hvis de skal have udviklet EPDer for deres produkter i en dansk kontekst, og samtidig gerne vil være sikre på, at kvaliteten og indholdet er accepteret i europæisk sammenhæng.

Materialekrav til bæredygtigt byggeri

En EPD fungerer som dokumentation for en byggevares miljømæssige egenskaber, og er direkte relateret til den nye Byggevareforordnings krav om bæredygtighed. Det europæiske marked for byggevarer ruster sig derfor i denne tid til at skulle håndtere materialekrav relateret til det bæredygtige byggeri. Bl.a. derfor er Europas udbydere af miljøvaredeklarationer, altså EPD programmerne som EPD Danmark, gået sammen med bl.a. Construction Products Europe om stiftelsen af ECO Platform, for herigennem at ensrette og forberede EPD-formatet til CE-mærkningen.

– Som det er i dag, er EPDen et frivilligt format, som dog efter al sandsynlighed vil danne basis for produktspecifikke krav i kølvandet på Byggevareforordningen. Det er derfor tvingende nødvendigt, at udviklingen af EPD ordningerne rundt om i Europa harmoniseres, så disse kan anvendes på lige fod. Dette vil bl.a. betyde, at eksporterende producenter ikke er tvunget til at udstede flere EPDer med stort set samme indhold, fortæller Mathias Høeg.

Det meget ambitiøse arbejde i ECO Platform er organiseret i en række arbejdsgrupper, som bl.a. arbejder med fælles fortolkning af eksisterende standarder, manual til den nye EN 15804, krav til datakvalitet, verificeringsprocedurer og krav til eksterne verifikatorers kompetence og uafhængighed, rapporteringsformater, koordinering med standardiseringsarbejdet i CEN og meget andet.

– Gennem EPD Danmark har Teknologisk Institut placeret sig lige midt i begivenhedernes centrum, og vi deltager aktivt i dette arbejde, der nu har ført til udgivelsen af den første dansk registrerede miljøvaredeklaration, som er udviklet i henhold til den Europæiske standard EN 15804 og verificeret i henhold til de fælles retningslinjer i ECO Platform. Vi oplever en støt stigende efterspørgsel på miljøvaredeklarationer – og mange flere er allerede på vej gennem systemet, slutter Mathias Høeg.

Relateret indhold