CRM-Byggefakta bliver en del af DOCU Nordic

Informationsleverandøren fusionerer med svensk virksomhed og overtager samtidig selskabet Bygge Information A/S i Danmark.
Med sammenlægningen kommer vi til at dække markedet bredere og dybere, siger Jens Slott Johansen, CRM-Byggefakta. Pressefoto.
Med sammenlægningen kommer vi til at dække markedet bredere og dybere, siger Jens Slott Johansen, CRM-Byggefakta. Pressefoto.

CRM-Byggefakta, som i dag er Danmarks førende leverandør af information om bygge- og anlægsprojekter, bliver en del af DOCU Group Sweden AB (herefter DOCU Nordic), der er den markedsledende informationsleverandør til den nordiske byggebranche.

– Vi er utrolig glade for at blive en del af DOCU Nordic. Fusionen sker som et naturligt skridt i realiseringen af vores vision om at være markedsledende informationsleverandør til bygge- og anlægsbranchen i Norden, fortæller direktør i CRM-Byggefakta, Jens Slott Johansen.

Stærkt brand

Hos DOCU Nordic er man også glade for aftalen, og CEO Stefan Lindqvist siger:

– CRM-Byggefakta er et stærkt brand på det danske marked, som tilbyder unikke produkter og services. Jeg ser frem til at samarbejde med CRM-Byggefakta om at videreudvikle forretningen og den værdi, som vi skaber for kunderne både i Danmark men også i resten af Norden, siger han.

DOCU Nordic overtager halvdelen af aktierne i CRM-Byggefakta. Grundlæggerne af CRM-Byggefakta Jens Slott Johansen og Thomas Bejer-Andersen fortsætter som hhv. CEO og COO for DOCU Nordics danske aktiviteter.

Begge fortsætter

Fusionen betyder også, at CRM-Byggefakta overtager alle DOCU Nordics aktiviteter i Danmark og dermed selskabet Bygge Information A/S.

– Bygge Information A/S og CRM-Byggefakta A/S er to sunde og gode virksomheder, der begge har godt fat i deres dele af markedet. Bygge Information A/S videreføres som et selvstændigt datterselskab under CRM-Byggefakta, og vi vil fortsætte med udviklingen af de eksisterende varemærker og platforme, fortæller Jens Slott Johansen og tilføjer:

– Med sammenlægningen kommer vi til at dække markedet bredere og dybere, til gavn for vores kunder og samarbejdspartnere. Vi skal med udgangspunkt i viden og ressourcer fra begge organisationer udvikle nye produkter både til det danske, men også til det nordiske marked.

Relateret indhold