Corona har tilsyneladende sat ekstra skub på den længe efterspurgte digitale omstilling i byggebranchen. I hvert fald den del, der handler om at beregne tilbud og undgå tabsgivende sager.
Hos kalkulationsprogrammet Sigma noterer man en vækst på 10 procent samlet. Og hele 20 procent, når det handler om segmentet af mellemstore og større entreprenører og byggevirksomheder.
Det skal ses ud fra en brugerbase på 10.000 for det angiveligt mest brugte professionelle tilbudssoftware til bygge- og anlægsvirksomhederne.
Det er EG, der leverer branchesoftwaren, og her mærker man en ny måde, at bruge beregningsværktøjet på ude i virksomhederne.
– Hvor det for nogle år siden var beregnere og tilbudschefer, der valgte kalkulationsprogram for at kunne regne hurtigere og mere sikkert, så er der i dag kommet langt højere fokus på kalkulation fra ledelsens side, fortæller Aleksander Bjaaland, direktør for EG Construction.
Ledelsen vil have styr på tallene
– De vil have it-værktøjer, der er i stand til at understøtte sund økonomi i projekterne, så de undgår at tage for stor risiko. Derfor ser vi en stor investeringslyst på området.
At få overblik over projekterne i usikre og skiftende tider er væsentligt. Med Sigma kan projekterne brydes helt i bund, så de involverede kan dykke ned i detaljer og spørge ind til nøgletal – og hvordan projektet er tænkt udført.
– For at kunne udføre og levere sunde projekter, er det bl.a. afgørende, at projekt- og produktionsledere har mulighed for nemt at trække bl.a. materialelister til bestilling og aktivitetslister til planlægning fra kalkulationen, forklarer Aleksander Bjaaland.
Giver mere realistisk tilbudsgivning
– På den måde inddrages erfaringerne fra projekt- og produktionsledere ofte allerede i selve tilbudsgivningen, hvilket er med til sikre tilbud, der afspejler virkeligheden og slutresultatet som produktionen leverer. Der afgives ikke risikofyldte tilbud, og samtidig har produktionen et stærkt grundlag til planlægning og udførelse, pointerer han.
Ifølge ham er tendensen med at professionalisere tilbudsgivningen fortsat med uformindsket styrke ind i 2021.
– Rigtig mange virksomheder i byggeriet har oplevet vækst under Coronakrisen, og her er digitale værktøjer og digitale projektstyringsværktøjer afgørende for den fortsat positive udvikling, slutter han.