Erhvervslivets efterspørgsel på faglærte er fortsat voksende, og derfor er man fra branchens side begyndt at tænke i nye baner for at lokke de unge frem til erhvervsuddannelserne.
Udfordringerne består blandt andet i at skabe en bredere anerkendelse af håndværksfagene, og dertil kommer også erhvervsuddannelsernes evne til at etablere et fællesskab på studierne, der for mange studerende fremgår som en mangelvare.
Læs også: Danmarks første lærlingekollegie skal mindske frafald på erhvervsskoler
Med inspiration fra både højskoler og skolehjem vil det nye Håndværkskollegie i Horsens forsøge at gøre op med netop disse problematikker ved at skabe helt nye rammer for lærlingetilværelsen.
En af de helt store satsninger på kollegiet er indførelsen af mentorordninger, hvilket betyder, at der tilknyttes fem uddannede håndværkere til de integrerede værksteder på stedet. Som rollemodeller skal de støtte og inspirere de unge beboere i de forskellige håndværksfag og derved øge motivationen for karrierevalget på daglig basis.
Opbakning i faget
Med erfaringer fra erhvervslivet og blandede baggrunde skal mentorholdet inspirere og viderebringe passionen for det gode håndværk til beboerne. På samme tid skal de også forsøge at skabe en kultur, der rækker længere ud i samfundet, og som kan være med til at skabe bredere appel og anerkendelse af faget.
Ansvaret for at løfte denne opgave tilfalder blandt andre Heidi Zilmer, der som uddannet maler har undervist i faget i mange år i både Danmark og Grønland. Hun har stor tiltro til konceptet:
– Mit hjerte brænder for at viser de unge, vi tror på dem. Jeg har selv som ung oplevet, hvad det betød, at min mester hjalp mig gennem min uddannelse både fagligt og menneskeligt, fortæller hun og fortsætter:
Læs også: Kollegie skaber sund kultur om det gode håndværk
– Min tilgang er, at det er de unge selv, der skal bære et projekt, det er deres ideer og løsninger, som vi skal arbejde med. Vores opgave som mentorer bliver at komme ind på livet af hver af de unge. Hvor er deres udfordringer, og hvor kan vi bakke dem op i deres fag.
Et unikt sted at bo
Til at udfylde mentorholdet er også tømrer Jacob Udsen blevet hentet ind. Med sine 25 år indtager han rollen som holdets yngste. Men for ham er hans kortere erhvervserfaring ikke en ulempe; han ser det nærmere som en fordel, at de tilknyttede mentorer kan repræsentere flere sider af branchen:
– Jeg har selv lige gennemført uddannelsen, så jeg har forståelsen for deres situation. Jeg vil gerne være en rollemodel og vise, hvad man kan som håndværker, siger han og fortsætter:
– Min oplevelse er, at man trives som lærling, når man bliver taget med på råd og bliver lyttet til. Derfor skal de være med til at gøre værkstederne til deres sted. Det er helt unikt med værkstederne og os mentorer. Det gør kollegiet til mere end et sted at bo.
Læs også: Choktal: De unge vender ryggen til erhvervsuddannelserne
Håndværkskollegiet i Horsens åbner til marts. Herefter vil lignende kollegier følge trop i både Herning og Roskilde, der forventes indflytningsparat i henholdsvis 2025 og 2027.