Det bliver Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der skal skabe et nyt klimavenligt hjem til Vikingeskibene i Roskilde i samarbejde med Marianne Levinsen Landskab, Christoffer Harlang Architects, Aaen Engineering, Niras Engineering og JAC Studios.
Den nye bygning til skibene bliver opført i træ – et materiale, som knytter sig til fortiden med vikingetidens huse og skibe og ligeledes skaber forbindelse til nutidens bygninger på Museumsøen og livet på havnen.
Træet er samtidig med til at tage ansvar for fremtiden. Den nye bygning har en stor andel af biobaserede byggematerialer, der minimerer dens up-front-emissioner, fortæller Lene Tranberg, der er partner og medstifter af Lundgaard & Tranberg Arkitekter:
– Som arkitekter er det en drøm, der går i opfyldelse. Vi får lov til at arbejde i feltet mellem beskyttelse og fornyelse af den enestående kulturarv, som både Vikingeskibene og Vikingeskibshallen repræsenterer, siger hun og uddyber:
– Vi var fra starten optaget af at finde det selvfølgelige og stærke greb, der kan forløse dette særlige steds potentiale og bevare offentlighedens frie adgang til fjorden. Vi har placeret den nye Museumsbygning på en måde, så den samler de tre meget forskellige bygningskarakterer samtidig med, at de skaber rum og naturlige overgange til landskabet imellem dem. Det skaber én samlet museumsoplevelse med fjorden og strandengen – ja, med naturen som den store, samlende kraft.
Landskab, natur, historie og mennesker
Det nye byggeri skal opføres langs med kildeløbet, der løber fra Roskilde Bypark ned mod fjorden for derved at skabe – ifølge formanden for dommerkomiteen og borgmester i Roskilde Tomas Breddam – en tydelig forbindelse til byen og Roskilde Domkirke, som de vikinger, der sejlede i Skuldelevskibene for 1.000 år siden, var med til at bygge fundamentet til:
– Vinderforslaget fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter skaber en formidabel sammenhæng mellem den nye bygning til vikingeskibene, den nuværende vikingeskibshal, Roskilde by og landskabet. Vi får en stor strandeng, som kan håndtere vand og inviterer en lokal flora ind på området, og som passer til det øvrige fjordlandskab.
– På den måde er det et arkitektonisk værk, hvis kvalitet ikke bare består af den enkelte bygning, men udgøres af en samklang med landskab, natur, historie og mennesker.
Bindeled mellem by og verdenshavet
Partner og arkitekt Malene Hjortsø Kyndesen, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, fortæller, at den ellers store bygning giver plads til natur omkring fjorden og alle de aktiviteter Vikingeskibsmuseet har i forvejen:
– Roskilde Fjord er et enestående fjordlandskab i Danmark. I vikingetiden var fjorden bindeleddet mellem Roskilde By og verdenshavet, forklarer hun og uddyber:
– Det har været altafgørende for os, at den nye museumsbygning bidrager til, at de besøgende mærker denne forbindelse. Allerede når man ankommer, møder man en langstrakt, let krummet bygning, som leder mod fjorden og indgangen til museet. Den langstrakte bygningskrop understøtter, at de fem vikingeskibe udstilles som en samlet flåde med deres naturlige retning mod verdenshavet. Rummet omkring skibene er luftigt og iscenesætter dem som den primære museumsoplevelse.
Arkitekten tilføjer, at den nye bygnings nordside vil have en åben plads, hvor man træder ud til en udsigt over Museumshavnen, hvor de originale arkæologiske fund bliver vakt til live, når de rekonstruerede vikingeskibe sejler ud med gæster, frivillige og museumsansatte.
Desuden oplyses, at transformationen af Erik Christian Sørensens Vikingeskibshal bevarer 90 % af betonen og 80 % af murstenene.
Efter planen forventes den nye bygning til skibene og ankomsthal at blive opført fra 2025 til 2027, i 2028 flyttes vikingeskibene til den nye bygning, og fra 2028 til 2030 pågår transformationen af Vikingeskibshallen og landskabsdesign.