Da kapitalfonden Core Property Management købte en del af det nuværende Nivå Center i starten af 2022 af Købmandsfonden KFI Erhvervsdrivende Fond, var forhåbningen at komme forholdsvist hurtigt i gang med første etape af transformationen af det slidte Nivå Center.
Det er dog først om kort tid, at totalentreprenør Raundahl & Moesby går i gang med selve byggeriet. Raundahl & Moesby arbejder lige nu på færdigprojektering af byggeriet og frem mod byggestart i sensommeren forestår de praktiske forberedelser til en byggeplads.
Men alt godt kommer som bekendt til den der venter, og Nivå bymidte og stationsområde står da også overfor en radikal transformation. Området skal opgraderes, så det bliver i stand til at imødekomme fremtidens krav og ønsker til et attraktivt, inviterende og trygt byområde, som kan understøtte et lokalt forankret by- og handelsliv i denne del af i Fredensborg Kommune.
To dagligvarebutikker
Core Property Management og Raundahl & Moesby leder an med de tre første byggefelter, hvor totalentreprenøren skal opføre 12.745 kvm bolig- og erhvervsbyggeri bestående af tre fritliggende bygninger med varierende etageantal.
Læs også: Stigende materialepriser knuser drømmen om 163 almene boliger
Der er tale om i alt 7 erhvervslokaler, herunder to dagligvarebutikker samt 113 lejligheder, som fordeles fortrinsvis på 3-værelses lejligheder og enkelte 2- og 4-værelses lejligheder. De to butikker bliver Netto og Rema1000.
Omkring ejendommen opføres udvendige opholdsområder, både i terræn og på enkelte bygningers tage.
Arkitekten har tænkt interessante tanker
Hos Raundahl & Moesby ser man nu frem til at komme i jorden og påbegynde byggeriet. Projektet opføres i tre etaper, hvor første etape forventes afsluttet medio 2026. Det samlede projekt forventes endeligt opført i tredje kvartal 2027.
– Der ligger så mange gode intentioner i dette byudviklingsprojekt, som vi nu skal opføre. Der er fra arkitektfirmaet Kjær & Richter tænkt nogle interessante tanker, som er med til at skabe de yderst fornuftige løsninger der kendetegner ejendommene, udtaler direktør for Raundahl & Moesby Øst, Morten Jensen.
Kom skævt fra start
COO Morten Munkager Knudsen fra Core Property Management tilføjer:
Læs også: Historisk ringovn sætter sit aftryk på nye Nivå-boliger
– Projektet kom desværre skævt fra start og er derfor blevet forsinket, men her har Raundahl & Moesby trådt til med stor professionalisme og interesse i at få sat projektet på skinner igen. Som bygherre er vi fra Core Propertys side meget tilfredse med, at vi er kommet videre med det spændende byggeprojekt, som vi også ved har stor lokal bevågenhed. Vi kender Raundahl & Moesby rigtig godt fra flere lignende projekter og er derfor sikre på at vi har en totalentreprenør der kan løfte opgaven og realisere byggeprojektet på allerbedste vis.
Skole, svømmehal og bibliotek
Til oktober forventes byggeriet af skole, idrætshal og bibliotek i det kommende Generationernes Hus at blive sat i gang. Her er fire hovedentreprenører – NCC, MT Højgaard, Hansson & Knudsen samt Nordstern – indbudt til at byde på opgaven. Fredensborg Kommune er bygherre på dette projekt, der har et anslået budget på 487 mio. kr.
Flere boliger
Frem mod august 2025 skal bygherre på de efterfølgende etaper, KFI Erhvervsdrivende Fond, have fundet totalentreprenøren til nedrivning af resten af det eksisterende center samt opførelse af 120 boliger som rækkehuse og lejligheder i op til 4 etager.
Denne del af byggeriet forventes opført som fire nye karre-lignende bygninger. Dertil kommer nye byrum mellem de nye bygninger. Lokalplanen er godkendt, viser et opslag i SMART, der anslår budgettet for denne del til 170 mio. kr.