E&P opfører landsby med match-maker i bofællesskaber

Enemærke & Petersen og Almenr, der matcher mennesker, som vil bygge bæredygtige bofællesskaber, tager første spadestik til deres første fælles bæredygtige landsby i Lejre.
Samarbejdet mellem Enemærke & Petersen og Almenr gør det muligt for flere borgergrupper at skaffe finansiering og håndtere risiko, så de selv kan være med til at bygge efter deres drømme og behov.
Samarbejdet mellem Enemærke & Petersen og Almenr gør det muligt for flere borgergrupper at skaffe finansiering og håndtere risiko, så de selv kan være med til at bygge efter deres drømme og behov.

Om Fridlev:

  • – Ligger i Lejre Kommune
  • – 42 husstande, mange fra København, blandede aldre, men primært småbørnsfamilie
  • – Træbyggeri i høj arkitektonisk kvalitet med stor bæredygtighedsfokus
  • – 700 m2 fællesfaciliteter, fælleshuse mm.
  • – Grundstørrelse: 4ha
  • – Arkitekt: Loop Architects
  • – Ingeniør: Viggo Madsen

Efterspørgslen på bofællesskaber stiger, men nu kommer 42 familier i landsbyen Fridlev ved Hvalsø deres ønske nærmere.

I morgen tages første spadestik til projektet, der bliver til i et nyt partnerskab mellem Enemærke & Petersen og den digitale medlemsplatform Almenr, der matcher mennesker, som vil bygge bæredygtige bofællesskaber.

Ifølge Per Feldthaus, som er direktør i Almenr, er det en tryg platform for byggefællesskaber, hvor slutbrugerne er med til at træffe beslutningerne.

– Når du bliver medlem af Almenr, bliver du og din familie matchet med ligesindede, der sammen med platformens arkitekter beskriver den fælles vision, fortæller Per Feldthaus, direktør i Almenr, der er inspireret af den tyske Baugruppe-bevægelse såvel som årtiers danske erfaringer med andelslandsbyer og brugerdreven udvikling tilsat digitale sociale redskaber og procesværktøjer:

– Herefter etablerer medlemmerne et byggefællesskab, der sammen med Almenr trygt får finansiering og ejendomskøb på plads. I selve byggefasen tager Almenr sammen med Enemærke & Petersen byggerisikoen, mens byggefællesskabet koncentrerer sig om alt det sjove med fælleshuse, bålsteder og delebiler, fortæller han videre.

Flerfarvede gårdklynger

Fridlevs kommende beboere er med egne ord ‘en gruppe børnebander, singler og seje 50+ere’. De får hver deres arkitekttegnede ejerbolig, og ud over fælleshuse og en eng og sø har de i fællesskab besluttet, at de for eksempel skal dele værksteder, kæmpe drivhuse, langborde og får.

Husene i Fridlev skal bygges i naturlige, bæredygtige materialer både udvendigt og indvendigt. Facaderne bliver opført i varmebehandlet træ, isoleringen bliver åndbart af organisk fiber i moderne papir- eller træuld, og så gør solceller fælleshuse og belysning af fællesarealerne selvforsynende med strøm.

Fridlev er arkitektonisk inspireret af de norske fjeldlandsbyer Tún og har huse i mange farver i tre gårdklynger, der ligger organisk ned over en stærkt skrånende grund med udsigt over Hvalsø og nationalparken Skjoldungernes Land.

– Vi har i mange år bygget via partnerskaber med kommuner og boligforeninger, så for os er det naturligt at tage skridtet videre. Via Almenr bliver det nu muligt for os at indgå i et partnerskab med slutbrugerne selv, siger Troels Aggersbo, der er adm. direktør i Enemærke & Petersen, og fortsætter:

– Vi kan sikre, at byggefællesskaberne kan arbejde med den bæredygtighed, de ønsker, og de har os som en garant, der kan sikre, at tid, økonomi og kvalitet bliver overholdt i processen frem til de endelige byggerier står færdige.

Indflytning forventes i sommeren 2023.

Relateret indhold