Det er mindre end en uge siden, den samlede udviklingsplan for Kongelunden blev godkendte i Aarhus Byråd. Planen er udarbejdet af et tværfagligt team med arkitektvirksomheden Holscher Nordberg i spidsen.
Hovedpunkterne i udviklingsplanen er at skabe en fredeliggørelse af gennemkørende trafik i et naturpræget område, der har til formål at hæve folkesundheden i Aarhus via indbydende idrætsfaciliteter til bl.a. atletik, styrketræning, kampsport og naturligvis fodbold, som får et helt nyt stadion. Opførelsen af stadion vandt A. Enggaard i sommer.
Nu er fire entreprenør-teams blevet prækvalificeret til at give tilbud på opførelsen af et nyt atletikstadion og et nyt Sportens Hus, der bliver en større udvidelse af den eksisterende arena, i Kongelunden.
Projektdirektør for Kongelunden, Hardy Pedersen, siger:
– De nye anlæg er en meget vigtig del af den opdaterede idrætsby i Kongelunden. Det er også en kompleks opgave på et kompliceret sted, hvor der samtidig skal opføres et nyt fodboldstadion. Vi får brug for de allerstærkeste kræfter.
De fire prækvalificerede teams er:
C.C. Contractor
Cubo Arkitekter
DetBlå
Afry
Kaj Ove Madsen A/S (Aarhus)
EL-Kiær+Ebbeskov Arkitekter
BIG – Bjarke Ingels Group
In-geniør’ne
Jens Wessberg Rådgivende Ingeniørfirma
Raundahl & Moesby og M.J. Eriksson
Niras
Aart architects
West
Per Aarsleff
C.F. Møller Architects
EKJ Rådgivende Ingeniører
TRI-Consult
Danjord
Samler atletikkens discipliner
Det nye, åbne atletikstadion, der skal certificeres til World Athletics klasse 2 niveau, placeres, hvor der i dag er kastegård for atletik og Aarhus Cyklebane. Her samles i fremtiden atletikkens discipliner i et nyt anlæg med tilhørende tribunefaciliteter.
Det nye Sportens Hus sammenbygges med den eksisterende opvisningsfacilitet i arenaen og bliver et flerbrugerhus, hvor atleter og talenter kan træne under topprofessionelle forhold.
Det fremtidige Sportens Hus indeholder blandt andet faciliteter for styrketræning, cardio, kampsport, idrætsklinik, atletlounge, en moderne sportshal samt akademiboliger, som skal understøtte et komplet, dagligt træningsmiljø for eliteidrættens udøvere, og som også kan komme foreningslivet til gode.
Sportens Hus bliver også rammen for flere af eliteorganisationernes administrative funktioner. Herudover etableres der et samlingspunkt for cykelsporten i tilknytning til de to nye anlæg.
De nye anlæg erstatter eksisterende faciliteter i Kongelunden.
Byggestart ultimo 2024
Byggerierne udbydes i en totalentreprise med en targetsum på 170 mio. kr. Efter aflevering af indledende tilbud i februar 2024 følger en forhandlingsrunde, før det endelige tilbud skal afleveres. Det er forventningen, at der kan indgås kontrakt til juni 2024.
Herefter kommer det til at gå stærkt. Det er nemlig forventningen, at udførelsesperioden begynder ultimo 2024, og begge anlæg skal stå færdige medio 2026 på samme tid som byens nye fodboldstadion, der er nærmeste nabo. Det er desuden forhåbningen, at selve banearealet til atletik kan stå færdigt i 2025