I september udgjorde elbiler og plugin-hybrider for første gang mere end halvdelen (51 %) af de biler, der blev solgt i Danmark, viser tal fra De Danske Bilimportører. Det skaber behov for ladestandere i et hidtil uset omfang.
I ejendomsadministratoren Deas’ 940 andels- og ejerboligforeninger forventes det, at 35 % at beboerne inden 2032 vil eje en elbil eller plugin-hybrid. Det har nu fået Deas til at indgå et omfattende partnerskab med ladeoperatøren Clever, så mulighederne for at lade elbiler ved etageejendomme over hele Danmark forøges.
Med Clever i ryggen vil Deas nu kunne rådgive administratorens boligforeninger om blandt andet økonomi, regler og vedtægter ved at opsætte ladestandere. Ladeoperatøren, der allerede har knap 29.000 ladepunkter over hele landet, vil stå for abonnement, installation, servicering og den daglige drift af ladestanderne.
– Nem og tilgængelig opladning er nøglen til, at flere tager springet fra fossil- til elbil. Det gælder også for den tredjedel af danskerne, som bor i en etagebolig. Her er manglende adgang til ladestandere desværre en stor barriere for, at flere vælger elbilen til, siger CEO hos Clever, Casper Kirketerp-Møller.
Læs også: 16 lynladestandere sender elbilister hurtigt videre over Sjælland
Det skal være nemt
Første skridt i samarbejdet er en målsætning om knap 3.000 ladepunkter, som vil kunne dække behovet for opladning hos de foreninger, som administreres af Deas, fortæller CEO Rikke Lykke.
– Det er vigtigt for os, at det bliver nemt for beboere, i ejendomme vi administrerer, at få adgang til produkter og tjenester, der gør, at de kan være med på den grønne omstilling og vi ved, at ladeløsninger er efterspurgte ude på ejendommene.
Clever indgik ved årsskiftet en lignende aftale om at opsætte og drive 1.400 ladepunkter på PFA Ejendommes 9.300 parkeringspladser. PFA ejer mere end 5.000 lejligheder og 80 kontorejendomme i hele Danmark.