Arealudviklingsselskabet Kildedal, der står bag det kommende bolig- og erhvervsområde Kildedal i Ballerup Kommune, har allerede annonceret, at det stiller krav til kommende bygherrer og byudviklere om bl.a. lavt CO2-forbrug, biodiversitet og kunst i området.
Men også fællesskabsfremmende tiltag skal forrest i tankerækken, hvis man ønsker at bygge i Kildedal, lyder det nu fra arealudviklingsselskabet, der er ejet af Ballerup Kommune og Pensiondanmark.
Udekøkkenet, fælles jord der er klar til at blive dyrket, træningsfaciliteter, reparationsværksteder og fællesspisninger indgår alle i Bylivsplanen, der er et vigtigt fokuspunkt i arbejdet med at få bylivet i Kildedal By til at blomstre, samtidig med, at den nye by vokser frem.
– En by og et godt sted at leve er meget mere end en byggegrund i den rigtige størrelse. I Kildedal By begynder vi med at investere i naturen og i faciliteter og fællesskaber for de mennesker, der skal bo sammen. Når vi skaber rammerne om det gode liv så tidligt, er fundamentet på plads, allerede inden vi tager de første spadestik. Jeg kan næsten ikke vente til den dag, vi mødes til den første fællesspisning i Kildedal By, siger Siv Raun Andersen, by- og bæredygtighedschef i Kildedal P/S, der udvikler den nye by.
Byværter holder livet i gang
Bylivsplanen tager fat i de forskellige delområder i Kildedal By og beskriver, hvordan de hver især bidrager til fællesskaberne, en natur i balance og muligheden for at leve et sundt liv. Samtidig præciserer planen, at de kommende bygherrer skal reservere én procent af deres arealer til fælles funktioner og betale til et fælles kunstprogram.
Som noget helt unikt bliver der også ansat to byværter, der skal sætte fælles aktiviteter i gang og sikre, at fællesfunktionerne fungerer og bliver vedligeholdt. Værterne har også en særlig rolle i forhold til at arbejde for deleøkonomi, fokus på ressourcer og formidling om bæredygtighed og natur.
– Det er fantastisk vigtigt, at vi har nogle ankerpersoner, som kan være med til at udvikle og drive fællesskaberne frem. Vi tror på, at rigtig mange ting vil ske af sig selv, ganske enkelt fordi faciliteterne er der. Men værterne får en vigtig rolle i at skabe de bedste betingelser for byens pionerer, så deres idéer kan komme flest muligt til gavn, siger Siv Raun Andersen.
Byværterne er en del af en overordnet fælles grundejerforening for hele Kildedal By, som skal drifte fysiske anlæg og kultur og bæredygtighed – og som er med til at sikre, at intentionerne i Bylivsplanen fortsætter, når byen står færdig – forventeligt omkring 2035.
Det bliver svært at være ensom
Hele området er på 262.000 kvm, og fuldt færdigbygget vil Kildedal By have godt 2.000 bæredygtige boliger og 5.000 arbejdspladser indenfor især life science og videnstunge erhverv.
De mange arbejdspladser skal ikke ligge døde hen efter fyraften, men tværtimod kunne bruges aktivt af beboerne, dels for at udnytte ressourcerne bedst muligt, dels for at sikre liv i byen.
Der bliver bl.a. lagt op til, at beboerne eksempelvis kan købe overskydende mad med hjem fra virksomhedernes kantiner eller bruge deres fitnessrum om aftenen. På samme måde kan medarbejderne tage del i de mange aktiviteter, der foregår i byen eller benytte aktivitetsruterne til en frisk pause.
– Det er bedre for kloden, når vi deles om ressourcerne. Samtidig fremmer vi fællesskaberne, når vi deler funktionerne mellem os – også på tværs af virksomheder og boliger. Det tror vi på, vil være attraktivt for både kommende beboere og arbejdspladser, slutter projektdirektør for Kildedal P/S Tim E. Halvorsen, der forventer, at det bliver let enkelt at være en del af fællesskabet og svært at være ensom i den nye by.