Forstå fortovsfadæsen på få minutter

Fortovsordningen i København har fået voldsom kritik. Dagens Byggeri bringer dig her den fulde opsamling over, hvad der er sket i sagen.
Fortovene har været urealistisk dyre i Københavns Kommune. Det kostede to direktører jobbet. Foto: Colourbox.
Fortovene har været urealistisk dyre i Københavns Kommune. Det kostede to direktører jobbet. Foto: Colourbox.

Fortovsordningen i København har indiskutabelt været en af de største møgsager for en teknik- og miljøforvaltning i 2019. En sag, der har kostet to direktører jobbet, og hvor forvaltningen senest har fået skarp kritik i en rapport, der konkluderer, at advarsler er blevet ignoreret i årevis.

Hele fortovsordningen i København omfatter cirka 4.000 grundejere i Københavns indre by, på Christianshavn samt dele af Nørrebro og Vesterbro. Grundejerne skal betale et tvunget gebyr, for at kommunen til gengæld holder fortovene rene og fri for skrald.

Vi kan ikke med sikkerhed fastslå, hvor lang tid en sådan ulovlig opkrævning har fundet sted, men det må antages, at priserne i hvert fald efter 2012 ikke længere var en dokumenterbar refleksion af de direkte og indirekte udgifter, der er forbundet med vedligeholdelsen af fortovene.

Bech Bruun Advokater

Men det gebyr har været alt for højt i en årrække. I 2016 og 2017 blev der sammenlagt opkrævet 120 millioner kroner i gebyrer. I dag er prisen sat voldsomt ned, og en rapport har givet verbale øretæver til forvaltningen for blandt andet at skjule oplysninger.

Voldsom overpris

Tilbage i juni måned sidste år startede hele sagen, da BT gravede en fortrolig rapport frem, der viste, at københavnerne havde betalt op mod 10 gange så meget som nødvendigt for vedligehold af fortove.

Her skrev de blandt andet, at forvaltningens pris var 126 kroner pr. kvadratmeter. Københavnerne i de berørte områder var som standard tvunget til at betale det beløb.

Den afsløring fik kommunen til at genberegne taksten, og i september sidste år kunne kommunen så berette, at man havde valgt at udlicitere fortovsvedligeholdelsen. I december vandt NCC udbuddet, men det er stadig teknik- og miljøforvaltningens rolle at indkræve gebyr. NCC vandt udbuddet, da deres pris var den laveste.

Tak for denne gang

I 2019 er de ansvarlige så stillet til regnskab. Først blev den administrerende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Pernille Andersen, fyret, og 14 dage senere røg direktør Torben Gleesborg samme vej.

Beslutningen blev truffet af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) og landede efter Bech Bruuns havde offentliggjort en kritisk rapport af sagen. Den fortalte flere interessante ting, og hovedkonklusionen var, at opkrævningen havde været alt for høj.

– Vi kan ikke med sikkerhed fastslå, hvor lang tid en sådan ulovlig opkrævning har fundet sted, men det må antages, at priserne i hvert fald efter 2012 ikke længere var en dokumenterbar refleksion af de direkte og indirekte udgifter, der er forbundet med vedligeholdelsen af fortovene, skriver Bech Bruun i deres undersøgelse af sagen.

Den for tiden sygemeldte teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) var uvidende om de alt for høje priser i fortovsordningen. Foto: Pressefoto/Københavns Kommune.
Den for tiden sygemeldte teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) var uvidende om de alt for høje priser i fortovsordningen. Foto: Pressefoto/Københavns Kommune.

Fyringen kom dog mere eller mindre som en direkte konsekvens af, at der i årevis havde været dårlig kommunikation mellem udvalg og forvaltning. Udvalget gik fri. Forvaltningen fik verbale klø.

– Vi har konstateret at de oplysninger, som TMF (Teknik og Miljøforvaltningen red.) har givet Teknik- og Miljøudvalget og borgmesteren om fortovsordningen, i flere tilfælde ikke har været retvisende eller fyldestgørende, skriver Bech Bruun i sin rapport.

Fremtiden er lys og noget billigere

I 2013 havde revisionsfirmaet Ernest and Young givet anbefalinger til sagen, men dem havde forvaltningen ved to lejligheder ikke citeret tilfredsstillende i deres indstillinger til udvalget, og udvalget og borgmesteren anede ifølge rapporten ikke, at der var noget galt.

Og det bringer os så frem til i dag. Som sagt kommer den endelige opgørelse inden sommerferien. Man er stadig som standard en del af fortovsordningen, men prisen er blevet lavere. En A-gade, som bedst kan betegnes som en ressourcekrævende gade som en strøggade eller butiksgade, koster cirka 10 kroner mindre.

De øvrige gader koster nu 20 kroner pr. kvadratmeter. Sidste år var den pris på 63,50 kroner pr. kvadratmeter.

Relateret indhold