Konstruktører vil hjælpe den grønne omstilling på vej med gratis viden

Dropper man betalingsløsninger på viden om minimering af fejl og materialespild kan det bidrage til mere bæredygtigt byggeri, mener Konstruktørforeningen.
Næstformand Kirsten Nielsen og resten af Konstruktørforeningen efterspørger en gratis vidensbank til at understøtte den grønne omstilling i byggeriet. Foto: Nicolai Perjesi.
Næstformand Kirsten Nielsen og resten af Konstruktørforeningen efterspørger en gratis vidensbank til at understøtte den grønne omstilling i byggeriet. Foto: Nicolai Perjesi.

Så det ser ud i dag ligger det meste af den viden, der bliver produceret i og om byggeriet, bag betalingsløsninger og abonnementer.

Det gælder blandt andet BYG-ERFA, Byggeskadefonden, Molio, Teknologisk Institut, BUILD/SBi og Dansk Standard. Selv den viden, der er produceret af institutioner og betalt af offentlige midler, skal brugerne ofte betale for, og det har ingen steder hjemme, hvis man virkelig vil den grønne omstilling, siger næstformand i KF Kirsten Nielsen:

– Problemet er, at vi spilder materialer og ressourcer, hvis ikke vi projekterer hensigtsmæssigt, og der skal rettes for mange fejl i byggeriet. Ud over at det er spild af tid og penge, er det også en hindring for byggeriets grønne omstilling, netop fordi man både spilder byggematerialer og ikke i tilstrækkelig grad får tænkt materialeoptimering ind i løsningerne. Derfor kan et mere fejlfrit, produktivt og ikke mindst bæredygtigt byggeri opnås, ved at byggeriets parter får adgang til den seneste viden om alt fra standarder og løsninger til metoder og erfaringer, lyder det.

En fælles, gratis videnplatform

Gratis tilgængelig viden skal ifølge KF etableres som en fælles, offentlig videnplatform.

– Vi ønsker, at der etableres en videnplatform som “alment teknisk fælleseje” for hele branchen med gratis adgang til al vigtig viden om byggeri. I den forbindelse skal vi også finde en løsning, som kan yde kompensation til de aktører, der i dag tjener penge på at sælge eksklusiv, faglig viden, siger Kirsten Nielsen.

Ud over en gratis videnplatform, der skal øge videndelingen i byggeriet, foreslår KF også at indføre et livscyklusmærke for byggeriers totale miljø- og klimabelastning og oprette en materialebank for genanvendeligt byggemateriale.

De tre forslag indgår i KF’s nye miljø- og klimapolitik, som foreningen i januar 2020 har sendt til beslutningstagere og Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg i håb om, at den vil få indflydelse på den kommende klimalov, der efter planen skal fremsættes i Folketinget i foråret 2020.

Vi ønsker, at der etableres en videnplatform som “alment teknisk fælleseje” for hele branchen med gratis adgang til al vigtig viden om byggeri.

Relateret indhold