Flexibelt biografbyggeri stiler mod DGNB guld

I Nordhavn er ny bygning så bæredygtig, at den som landets første er på vej mod en guld-certificering for flexbygninger.
Bygningen ved Hamborg Plads i Nordhavn skal bl.a. huse luksusbiografen Big Bio. Visualisering: Arkitema.
Bygningen ved Hamborg Plads i Nordhavn skal bl.a. huse luksusbiografen Big Bio. Visualisering: Arkitema.

Om projektet

  • Bygherrer: By & Havn og NREP
  • Arkitekt: Arkitema Arkitekter
  • Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
  • Totalentreprenør: Vestergaard Nielsen

Den første bygning er på vej mod DGNB guld i kategorien for flexbygninger. Den nye bygning skal bl.a. huse luksusbiografen Big Bio.

Byggeriet ligger i Nordhavn og er netop blevet analyseret af Green Building Council Denmark. Her hæfter direktør Mette Qvist sig især ved bygningens konstruktion, der allerede i opførelsen tager højde for, hvordan bygningen med tiden kan ændre formål.

– Det er meget vigtigt, når vi bygger nyt, at det er transformerbart. Det er jo fantastisk, at man allerede i konstruktionsfasen tænker: Hvad skal det næste liv være for den her bygning?, siger Mette Qvist.

Hun understreger, at den endelige certificering først gives, når bygningen er helt færdigopført og hvis alle ambitioner er gennemført.

Produktforædling

Mette Qvist ser byggeriet i Nordhavn som udtryk for en ny form for produktforædling i det byggede miljø. Blandt andet fordi stueetage og øverste etage ikke har nogen bærende eller afstivende vægge. Det gør det nemt at flytte og opsætte nye vægge. Samtidig er råhuset dimensioneret med nyttelaster, som svarer til det niveau, man anvender ved byggeri af stadiontribuner. Derfor kan man uden videre ændre anvendelsen af alle etager til stort set hvad som helst – musik, udstilling, idræt eller let erhverv.

Det er By & Havn, der sammen med NREP ejer den nye bygning og samtidig står bag udviklingen af by- og handelslivet i Nordhavn.

– Vi ønsker at være med til at skabe bæredygtige bydele i bred forstand og her er kulturlivet vitalt. Derfor glæder jeg mig over, at der nu kommer bl.a. en biograf, som er med til at skabe fællesskab, oplevelser og sammenhængskraft i bydelen og samtidig bidrager til vores høje ambitioner om bæredygtighed. Biografen bliver en ny destination i København, som vil tiltrække både de lokale i nærområdet og resten af København, og skabe grundlag for mange gode oplevelser sammen i Nordhavn. Byggeriet her er endnu et skridt ind i fremtiden, som løfter barren for, hvordan vi udvikler de københavnske bydele, siger administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Ansvarligt – og god investering

Bygningen er opført af materialer, som er fri for uønsket kemi, er langtidsholdbare og som i vidt omfang kan skilles ad og genbruges, når bygningen en dag skal bruges til noget andet, renoveres eller helt rives ned.

Den tilgang er udtryk for, at NREP og By & Havn påtager sig et ansvar for at mindske CO2-aftrykket i byggebranchen, og samtidig er det en god investering.

– Ejendommes opførelse og drift står for en enorm andel af det samlede CO2-udslip globalt. Det er klart, at branchen skal tage ansvar for at løse det problem. Det ansvar vil vi i NREP gerne være med til at tage, og så mener vi i øvrigt, at det betaler sig at investere i bæredygtighed. Personligt mener jeg, at det er den bedste måde til at langtidssikre en investering. Ligesom byggeriet i Nordhavn er bæredygtige bygninger generelt produkter i høj kvalitet, og de vil være mere tidssvarende i længere tid, siger stifter og partner i NREP, Rasmus Nørgaard.

Biografen forventes at åbne i december og drives af Henrik Obel, der også står bag BIG BIO i Herlev.

Det er meget vigtigt, når vi bygger nyt, at det er transformerbart.

Relateret indhold