Om Campus-grunden
- Bygherre: VIA University College, SOSU-skolen, Insero
- Totalentreprenør: Casa
- Ingeniør: Rambøll
- Arkitekt 1. etape: C.F. Møller/Rum
- Omfang 1. etape: 27.000 kvm. VIA, 5.000 kvm. Insero og 4.400 kvm. Social- og Sundhedsskolen
HORSENS: En 80 meter høj tårnkran er noget af det første man bemærker, når man kører til Casas byggeplads, Campusgrunden, lige ved banegården i Horsens. Kranen løfter tæt ved tårnet op til 50 tons – og i yderste position klarer den såmænd hele 17 tons.
– Innovationshuset, der rummer Insero, VBI Park og en del af VIA University College kommer op i 16 etager og dermed næsten 70 meter, så vi har brug for kranen, fortæller projektchef på VIA-byggeriet, Peter Wittorff fra Casa, der har omkring 60 mand i gang på VIA-projektet, som havde byggestart i sommeren 2018.
Grundig forberedelse det hele værd
VIA-projekt bliver på samlet på 32.000 etagemeter, og heraf er de 5.000 kvadratmeter til brug for innovationsselskabet Insero.
– Vi afleverer byggeriet i 2021, og indtil videre går det rigtig godt. Vores grundige forberedelser gennem projekteringsfasen har båret frugt og vi har indtil videre oplevet ganske få kollisioner, fortæller projektchefen til Dagens Byggeri, da vi besøger pladsen en solrig septemberdag.
SOSU-rejsegilde sidste måned
Men den tidligere slagterigrund i den østjyske by bliver hjemsted for flere uddannelsesinstitutioner.
Ud over VIA er etableringen af den nye Social- og Sundhedsskole umiddelbart ved siden af VIA i fuld gang, og dette projekt på 4.400 etagemeter er længere i processen end VIA-byggeriet, og skal afleveres allerede 1. juni næste år.
Elementmonteringen på Social- og Sundhedsskolen er således helt færdig, og der blev holdt rejsegilde for en måneds tid siden på den 17-18 meter høje skole.
– Vi er nu godt i gang med at skalmure og etablere tag. Vi er også så langt, så vi er begyndt at sætte vægge op og lave installationer, fortæller Casas projektchef på dette projekt, Peter Kiil, til Dagens Byggeri.
Han står i spidsen for de cirka 30 timelønnede og funktionærer, der er beskæftiget med Social- og Sundhedsskolen.
90.000 sten i skalmuren
For Karsten Hedemann, indehaver af den lokale Nordbyens Murerforretning, har murerentreprisen på Social- og Sundhedsskolen været en god opgave.
– Jeg har syv svende og arbejdsmænd på opgaven med at lægge de 90.000 sten på Social- og Sundhedsskolen, og selvom vi har været ramt lidt af vejrlig, der har givet lidt forsinkelse, så tror jeg, at vi næsten indhenter det her til sidst og dermed holder planen, siger han.
Selvom han driver sit murerfirma med 24 ansatte fra Horsens, så er det første gang, han er med i et større projekt i byen.
– Vi arbejder primært med at bygge villaer rundt i hele landet, så for os er det da lidt afvekslende at arbejde med højere byggeri. Det er samtidig mit første samarbejde med Casa, og det er gået virkelig godt. De har været gode til at imod os som nye samarbejdspartnere, fortæller murermesteren.
Hviler på 2.000 pæle
Indtil videre holder alle deadlines for den nye Social- og Sundhedsskole, og der har ikke været de helt store udfordringer.
– Skal man endelig pege på noget, så er det nok det faktum, at der er tale om en meget lavtliggende grund. Vi har derfor etableret store regnsvandsopsamlinger i jorden, og af samme grund står det hele på pæle her, forklarer projektchef Peter Kiil.
Under VIA-byggeriet er der rammet 1600 pæle i, mens Social- og Sundhedsskolen hviler på godt og vel 300 pæle.
– Det har uundgåeligt givet vibrationer og støj i lokalområdet, som primært består af lejligheder. Vi har naturligvis forsøgt at udvise beboerhensyn, og generelt er det gået fint uden at for mange synes, det har været meget træls, slutter Peter Kiil.
På Campusgrunden er der yderligere tre byggefelter, som Horsens Kommune håber vil tiltrække flere uddannelser på sigt, så man kan få endnu mere glæde af den synergi, der opstår med mange uddannelser samlet et sted.