Kemp & Lauritzen bortviser fire for svindel

Kemp & Lauritzen har torsdag besluttet at bortvise fire medarbejdere i en sag om indkøb af IT-udstyr. Udstyret blev, under dækbetegnelser, viderefaktureret til medarbejdere i Bygningsstyrelsen. Samlet drejer det sig svindel til 270.000 kroner.
Fire og oprindeligt fem mistænkte medarbejdere er nu blevet bortvist. Den femte har genoptaget sit arbejde, lyder det fra Kemp & Lauritzen.
Fire og oprindeligt fem mistænkte medarbejdere er nu blevet bortvist. Den femte har genoptaget sit arbejde, lyder det fra Kemp & Lauritzen.

Advokatfirmaet Kromann Reumert og revisionsfirmaet Deloitte har nu afsluttet deres undersøgelser af de uregelmæssigheder, som Kemp & Lauritzens egne kontrolsystemer i midten af april opfangede om indkøb og levering af IT-udstyr til flere medarbejdere i Bygningsstyrelsen. Der er hovedsageligt tale om mobiltelefoner, tablets, covers o.l.

Sagen fik dengang Bygningsstyrelsen og Kemp & Lauritzen til at suspendere henholdvis 8 og 4 medarbejdere, som Dagens Byggeri kunne fortælle 3. maj.

Konklusionen foreligger nu og er ganske klar, og virksomhedens direktion har derfor valgt at følge advokaternes anbefaling om straks at bortvise fire af de fem suspenderede medarbejdere. Den femte medarbejder har genoptaget sit arbejde.

I Bygningsstyrelsen har man ingen kommentar til bortvisningen. Her pågår en intern undersøgelse fortsat.

Dyre middage

De seneste ugers advokat- og revisorundersøgelser har derudover afdækket, at nogle af de involverede medarbejdere i flere tilfælde har brugt penge på restaurantbesøg, der ligger over det niveau, Kemp & Lauritzen accepterer.

Det samlede beløb er opgjort til i alt cirka 270.000 kroner, hvoraf størstedelen – cirka 186.000 kroner – vedrører mobiltelefoner og tablets. Hovedparten af udgifterne til restaurantbesøg vedrører ikke Bygningsstyrelsen, men et andet og nu ophørt kontraktforhold, hvor en og samme kontaktperson blev bespist og beværtet på ekstravagant vis i alt syv gange. Disse ligger alle to, tre eller fire år tilbage i tiden. Der er ikke fundet lignende eksempler andre steder i virksomheden.

Det handler om moral

– For mig handler den her sag hverken om mobiltelefoner, tablets, restaurantbesøg eller usædvanlige rabatordninger til udenforstående. Der er tale om noget langt mere alvorligt – nemlig om etik og moral og dermed i sidste ende om virksomhedens ve og vel. En lille håndfuld betroede medarbejderes mangel på ledelsesmæssig dømmekraft og ordentlighed skal ikke have lov at bringe virksomhedens omdømme i fare. På advokaternes råd skrider vi derfor både straks og også meget konsekvent ind, siger administrerende direktør Peter Kaas Hammer.

Han oplyser desuden, at advokaterne samtidig er blevet bedt om at vurdere, hvorvidt der var baggrund for en politianmeldelse. Dette fandt undersøgelsen ikke et sikkert grundlag for.

– En bortvisning er i sig selv en meget alvorlig sanktion, som alle i virksomheden naturligvis er berørte af. Men når man udsættes for tillidsbrud i form af en række betydelige ledelsessvigt i kombination med væsentlige brud på vores interne retningslinjer, har vi i direktionen ikke haft et reelt valg. Ansættelsesforholdet med de bortviste kunne ganske enkelt ikke fortsætte, siger Peter Kaas Hammer.

En lille håndfuld betroede medarbejderes mangel på ledelsesmæssig dømmekraft og ordentlighed skal ikke have lov at bringe virksomhedens omdømme i fare.

Relateret indhold