Klimaudspil går uden om byggeriet

Klimaasfalt og grønnere varebiler er blandt nyt klimaudspil fra regeringen, som primært omhandler transport og landbruget.
Klimaaftale skal have mere fokus på bygninger, mener Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Klimaaftale skal have mere fokus på bygninger, mener Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Seks ministre har netop præsenteret regeringens klima- og luftudspil. Udspillet indeholder 38 initiativer, men der er langt mellem punkterne, som har direkte indflydelse på bygge- og anlægsbranchen.

– Stort set alle initiativerne i regeringens klimaudspil er rettet mod transportsektoren og landbruget. Det er meget vigtige områder, som også står for en stor del af udledningen af drivhusgasser. Men bygningerne glimrer desværre ved at være stort set fraværende i udspillet, og det er både ærgerligt og uhensigtsmæssigt, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

God økonomi ved indsats i bygninger

En rapport fra Klimarådet viser, at energirenovering af bygninger er en af de samfundsøkonomisk billigste måder at reducere udledningen af drivhusgasser på.

– Det er dyrt at bringe drivhusgasserne i transportsektoren og landbruget ned. Og i forhold til bygninger har vi rigtig mange løsninger til, hvordan man kan reducere forbruget af energi og dermed udledningen af drivhusgasser. Vel at mærke løsninger, der kan gennemføres uden de store omkostninger. Derfor håber vi, at forhandlingerne i Folketinget vil føre til flere tiltag, der kan bringe energiforbruget i vores bygninger ned, siger Michael H. Nielsen.

Puljen til bygninger skal være større

Med den brede energiaftale, som Folketinget vedtog før sommerferien, blev indsatsen for energibesparelser i bygninger mere end halveret. Aftalen betyder, at energiselskabernes indsats blev afskaffet, og at der bliver indført en ny pulje for energibesparelser i bygninger på 200 millioner kroner om året fra 2021-2024.

– Energiaftalen er et skridt på vejen, men i forhold til indsatsen for bygninger er den slet ikke nok. Derfor bør puljen for energibesparelser i bygninger gøres større, når der skal indgås en ny klimaaftale. Vores ønske er, at Folketinget derudover fastsætter et mål om at reducere varmeforbruget i de danske bygninger med mindst 30-40 procent i 2050, siger Michael H. Nielsen.

Grønnere varebiler

De seks ministrer ankom til præsentationen i en københavnsk bybus, som kører på el. Det må siges at være et oplagt valg, da udspillet har stort fokus på transportsektoren, hvor blandt andet bybusser og taxier skal være helt grønne fra 2030. Også varebiler skal være grønnere.

“For at gøre grønne biler (fx el- eller plug-in hybridbiler) mere attraktive som firmabil og styrke markedet for brugte biler vil regeringen i en periode indføre et fradrag i beskatningsgrundlaget for de grønne biler på 30.000 kr. Det betyder, at en medarbejder med en grøn firmabil skal betale mindre i skat af bilens værdi”, står der i regeringens udspil.

Klimavenligt asfalt på statens veje

Et forslag i klimaudspillet er, at regeringen lægger op til, at der fra 2020 skal udrulles klimavenligt asfalt på statens vejstrækninger, når de alligevel skal have ny belægning. Det skal ske, hvis et pilotprojekt bekræfter effekterne.

– Dansk Byggeri bakker fuldt op om forslaget, men opfordrer til, at også kommunerne bruger asfalt, der giver mindre friktion. Det betyder ikke bare, at det støjer mindre, når bilerne kører på asfalten, men også at man samtidig sparer brændstof og derfor udleder færre CO2/partikler, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

… bygningerne glimrer desværre ved at være stort set fraværende i udspillet, og det er både ærgerligt og uhensigtsmæssigt.

Relateret indhold