Europas renoveringsmodne bygninger kan kickstarte dansk eksporteventyr

Bindende EU-mål skal stimulere investeringer i renovering og energieffektive løsninger. Det kan betyde eksportmuligheder for danske virksomheder.
Det danske medlem af Europaparlamentet, Morten Helveg Petersen (th), har ageret frontløber for EU's nye bygningsdirektiv. Billedtekst: Arkivfoto: European Union 2016 - Source : EP.
Det danske medlem af Europaparlamentet, Morten Helveg Petersen (th), har ageret frontløber for EU's nye bygningsdirektiv. Billedtekst: Arkivfoto: European Union 2016 - Source : EP.

EU’s vinterpakke

  • Europa-Kommissionen fremsatte den 30.november 2016 en pakke, der kommer til at indeholde en lang rækkelovgivningsforslag på energiområdet.
  • Med startskud i efteråret 2017 og 2018 ud, forhandles pakken i Europaparlamentet inden endelig vedtagelse mellem parlamentet, EU-rådet og kommissionen.
  • Pakken handler om:
  • – Energieffektivitet, f.eks. i bygninger.
  • – Vedvarende energi.
  • – Et nyt el-markedsdesign.
  • – Et forvaltningssystem for Energiunionen.

Hvis der findes dele af den danske byggebranche, som ikke allerede har øje for muligheder i Europa, kan de godt få indstillet kikkerten.

For EU-systemet har udpeget EU’s byggemasse som nøglen til at opnå mål på energi- og klimaområdet i de kommende år.

Klimavejen går via bygninger

Hele otte lovforslag er under behandling på energiområdet som del af den såkaldte Vinterpakke. Bygningsdirektivet blev gennemført som det første inden jul, og betyder, at medlemslandene forpligter sig til at sætte mål for energirenovering af eksisterende bygninger, der samlet står for 40 procent af EU’s samlede energiforbrug.

– Det handler om, at bygninger står for så stor en del af energiforbruget i Europa. Hvis vi skal gøre noget for målsætningerne i Paris-aftalen, så går vejen igennem bygninger og energieffektivisering, siger Radikale Venstres medlem af Europaparlamentet Morten Helveg Petersen, der i EU-regi repræsenterer Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Han spillede, blandt andet sammen med Konservatives Bendt Bendtsen, en nøglerolle i at få direktivet gennemført.

Udfordringerne med at få gennemført bindende aftaler for samtlige EU-medlemslande er, at landene har vidt forskellige udgangspunkter. Derfor er ambitionen, at en række ens standarder og certificeringer skal indføres, så det bliver nemmere at overskue status på bygninger på tværs af Europa.

– Den politiske virkelighed er, at det er svært at lave bindende mål renoveringsraten i Europa, fordi landene er så forskellige. Energy Performance Certificates og Building Renovation Passport måder at udøve bygningsdirektivet i praksis. Ideen om at en bygning har et pas, hvor man fører logbog over renoveringer, behov for fremtidige renoveringer, akutte fejl og mangler – hele den tænkning er ikke fremmed for danskere, men det er generelt vigtigt at løfte bevidstheden om bygningernes energitilstand for at kunne tage de rigtige skridt, når man skal i gang med at renovere. Og det er vigtigt, at vi får indført ens standarder i hele EU, forklarer Morten Helveg Petersen.

Kæmpe eksportpotentiale

Aftalen på bygningsområdet blev i sidste uge fulgt op af en aftale om energieffektivisering. Her vedtog Europaparlamentet, at besparelser på energiforbruget svarende til på 35 procent skulle hentes ved hjælp af effektivisering af bygninger. For danske virksomheder blæser de politiske vinde i forretningsmulighederne sejl.

– Aftalen levner ingen tvivl om, at EU ønsker at få turbo på indsatsen for energieffektivisering af vores bygningsmasse. Det betyder, at vi også i Danmark, hvor der stadig er masser af omkostningseffektive potentialer i bygningerne, skal skærpe opmærksomheden på dette forretningsområde, siger Camilla Damsø Pedersen, chefkonsulent, Dansk Byggeri.

Hun vurderer, at eksportmuligheder vil åbne sig i takt med, at andre lande får behov for dansk ekspertise.

– Energieffektivisering af vores bygninger er ikke til at komme uden om i omstillingen af energisystemet frem mod 2050 og ikke nok med, at omstillingen bliver billigere, så er der et kæmpe potentiale for eksport af energieffektive løsninger til resten af EU.

Hvis vi skal gøre noget for målsætningerne i Paris-aftalen, så går vejen igennem bygninger og energieffektivisering.

Relateret indhold